I 2014 gik jeg på tegneskole i Viborg, fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg måske skulle arbejde med at tegne på et mere professionelt niveau, og jeg tænkte, at et halvt år med intens tegning var en god måde at finde ud af det på.
Det var det også.
Det endte med at være et vildt hårdt halvt år af flere forskellige årsager, men mest af alt fordi jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke var det rigtige miljø for mig.
Først i tiden bagefter har jeg fundet ud af hvor værdifuldt det halve år var for mig, på tre forskellige måder.
Den forkerte hylde
Selvom det først føltes som en fiasko at gå der, fordi jeg, til forskel fra næsten alle de andre, ikke skulle fortsætte mit liv med at lave animationsfilm eller tegneserier, var det utroligt vigtigt for mig at udforske det. Alle de penge, samt sved og tårer, var alligevel godt givet ud, for det er en lettelse at finde ud af, hvad man ikke skal. Ens forkerte hylde. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg nok altid havde spekuleret på, om det var en vej, jeg skulle have gået. Nu ved jeg helt sikkert, at tegning for mig først og fremmest er en hobby.
Kunstnerisk udvikling
Jeg lærte selvfølgelig en masse om at tegne. Meget mere end jeg følte, da jeg gik der, fordi jeg på det tidspunkt havde fået min selvtillid helt knækket. Det var tydeligt for mig, at jeg var en af de mindst talentfulde på holdet. Jeg syntes alt hvad jeg tegnede i den tid, var grimt sammenlignet med hvad de andre tegnede. Vores afsluttende udstilling, hvor vi skulle vise frem, hvad vi havde lavet i det halve år, står som et mindre traume for mig. Jeg husker, at andre elever fik lov at have ti tegninger med i udstillingen, og jeg kunne få lov at have en. Det gjorde det svært for mig at føle, at jeg passede ind. Det var en af de dage, hvor jeg græd ude på toilettet og følte, at jeg var med i tegneversionen af X-factor frem for på en rejse, der handlede om at udvikle mit lille talent, der hvor det var. Det skal siges, at jeg gik sammen med nogle utroligt dygtige mennesker, som med rette i dag er meget succesfulde og laver animationsfilm og graphic novels på internationalt plan, så jeg tror ikke det er unaturligt, at jeg følte, at mine tegninger pludselig lignede lort. Det skal også siges, at det tegnekursus var et forberedende kursus til dem, der gerne ville søge ind på animationsskolen i Viborg, en skole, hvor der naturligvis ikke var plads til os alle. Det er klart, at det føltes som Blackmans bootcamp nogle gange.
Nå, men alle de her følelser af at være elendig blændede mig på det tidspunkt for alt det jeg rent faktisk lærte om at tegne. Og jeg lærte en masse. Det kan ikke undgås, når man tegner i timevis hver dag og bliver presset og inspireret. Hver gang jeg tegner nu, så bærer jeg noget med mig fra min tid i Viborg. Både teoretisk, i mine bevægelser, eller i ubevidste ting, som jeg først lægger mærke til, når jeg sammenligner tegninger fra før og efter Viborg.
At modtage kritik
Det vigtigste jeg lærte på tegneskolen, kan dog opsummeres i et citat fra underviseren Maria:
Du er ikke din tegning.
Det er så enkelt og så vigtigt. Jeg tror især det er vigtigt, når man modtager feedback på noget kunstnerisk, at huske, at man ikke er sin kunst eller sit produkt. Hvis det er dårligt, er det ikke fordi jeg er dårlig. Det er produktet, der modtager kritik, og ikke dig. Det citat bruger jeg tit som en lille reminder og det har været brugbart i så mange sammenhænge, især da jeg efter tegneskolen begyndte at dele mine skriverier med andre.
Du er ikke dit produkt.
Billedet i toppen:
Madame Monet Embroidering (1875) by Claude Monet. Original from the Barnes Foundation. Digitally enhanced by rawpixel.
Mette Høppner Jakobsen 