Vejen til debuten, del I: Op af skuffen

Inspireret af andre forfattere, der også har blogget om deres vej til udgivelse, f.eks. dygtige Julie Midtgaard, vil jeg i fem dele fortælle min egen historie. Det vil jeg gøre, fordi jeg selv læser den slags med stor interesse, og fordi jeg håber, at håbefulde forfatterspirer måske kan få noget ud af at læse med.

Det kan måske virke banalt for dem, der ikke har mine selvtillidsproblemer – in that case: good for you! – men jeg understreger det lige til os andre: første skridt mod at blive forfatter, er at dele dine tekster med andre. Uanset hvor åbenlyst det måtte lyde, var dette første skridt på rejsen mod debuten ikke desto mindre, det absolut sværeste for mig.

Det tror jeg, at der var flere årsager til og nogle af dem påvirkede også min skriveprocess.

En rigtig forfatter

For det første havde jeg helt sikkert en fordrejet ide om hvad en forfatter overhovedet var, og hvordan man var en. Jeg så for mig, at Stephen King sad på sin trone og skrev værker mejslet i sten, hvor det hele sad i skabet i første hug. Jeg forestillede mig også, at han og andre heroiske forfattere, hele tiden var inspirerede og hele tiden syntes, det var sjovt at skrive. Alle ved, at man skal træne hårdt for at blive professionel fodboldspiller, men forfatter, det er da bare noget man enten er eller ikke er, ikke? Så det skal jeg da love for ikke var særligt givende for mig, når jeg satte mig ned for at skrive. For jeg kunne jo ikke skjule noget for mig selv. Jeg kunne ikke få lov at varme op eller være lidt ideløs uden at jeg tænkte, at så var det nok ikke meningen, at jeg skulle være forfatter. Jeg lagde slet ikke mærke til, at det at skrive var noget, jeg tænkte på hver dag hele tiden, og at det i virkeligheden var den eneste grund jeg behøvede for at tro, at jeg nok skulle prøve det der forfatter-noget. I stedet for at udvikle den forfatter jeg måske kunne blive, så tænkte jeg på hvilke andre forfattere jeg gerne ville være, uden at vide noget om hvordan de rent faktisk arbejdede.

Det man ikke kan

Det er desuden min oplevelse, at “forfatter” for mange af os eksisterer på den samme uopnåelige ønskeø beboet af blandt andre “skuespiller”, “sanger”, “astronaut”, “Youtuber” og “fodboldspiller”. Alle de ting vi lærer som barn, at vi ikke bare kan. Vi skal have en anden plan, noget opnåeligt. De andre ting er drømme. Det kan gøre det svært at se vejen til drømmen, til det man ikke kan. Jeg kan huske, at jeg som teenager har siddet og skrevet og virkelig manglet konkrete redskaber. En træner, en mentor, eller bare en sparringspartner, der var forfatterspire, ligesom mig. Men det er svært at få, når man har så meget ærefrygt omkring skrivekunsten, at man ikke tør dele sin tekst med andre. Ikke tør sige: “Jeg går efter drømmen!”

Kender du følelsen? Her er en lille motivationsvideo fra Casey Neistat:

Min rejse mod at blive udgivet startede derfor med, at jeg begyndte at fortælle folk, at “ja, jeg skriver,” og “ja, jeg arbejder på at blive udgivet”. Det ændrede faktisk alting. Mest af alt inde i mig. Folk grinede ikke, og de forsøgte heller ikke at tage modet fra mig. Alt det, der havde holdt mig tilbage var ikke andres ideer om, hvad jeg kunne eller ikke kunne. Det var mine egne ideer.

Et rigtigt arbejde

Da det gik op for mig, at forfatter var noget man knoklede sig frem til at blive, virkede det ikke længere som en drøm, men mere som en kæmpe udfordring. Og en udfordring er noget, man kan arbejde med. Gå i kødet på.

Det havde en masse positive virkninger på min skrivning, for pludselig var det i orden at træne, i orden at øve sig og eksperimentere.

Den allerbedste bivirkning, der kom af at jeg ændrede min attitude var dog, at jeg fik et netværk af ligesindede, som jeg kunne dele rejsen med. Det skete især, da jeg startede på Den Jyske Forfatterskole. Mere om det i del II.

Vil du gerne følge med i tilblivelsen af min næste bog? Så er det bedste du kan gøre, at melde dig til mit nyhedsbrev, der kommer hver fuldmåne. Det kan du gøre her. Så modtager du eksklusive behind-the-scenes, skrive-inspiration og en tegning fra mig – hver måne(d)!

Vejen til debuten, del II: Forfatterskole, kan du læse her på bloggen den 6. juli.

En tanke om “Vejen til debuten, del I: Op af skuffen”

Skriv en kommentar