Brug Pinterest i din skriveproces

Jeg har efterhånden brugt Pinterest i mange år, og jeg har rundet de 5000 pins. Hver gang jeg åbner app’en bliver jeg mødt af et overflødighedshorn af lækre indtryk, og det er for mig en hyggelig pause fra sociale medier eller nyhedssider. At scrolle på Pinterest føles mere som at bladre i et lækkert magasin.

Et udsnit af mine ‘boards’ på Pinterest

Hvis du ikke kender Pinterest, så er det en hjemmeside og en app, hvor du kan oprette dine egne opslagstavler eller ‘boards’, hvorpå du så kan gemme eller ‘pinne’ lige hvad du har lyst til. Det er altså en virkelig smart måde hvorpå du kan samle, hvad du finder på nettet. Du kan også følge andre på Pinterest og ‘pinne’ hvad de allerede har fundet. Det er faktisk sådan jeg mest bruger Pinterest, ved at følge brugere og emner, som jeg godt kan lide og ‘pinne’ det, som de finder. Men det er super nemt at gemme alt, hvad du finder på andre sider og der findes f.eks. et Pinterest plugin til Chrome-browseren, så du med et enkelt klik, kan gemme til Pinterest.

På den måde føles det som en kurateret Google-søgning, fordi andre mennesker allerede har valgt, at de synes godt om billederne. Det giver bedre chancer for at finde noget flot og inspirerende, ifølge min erfaring. Derfor bruger jeg tit Pinterest, når jeg sidder og skriver og skal have nogle visuelle indtryk. Lad os sige, at jeg skal skrive en scene, der foregår i et bibliotek. Så kunne jeg finde på, at søge på ‘library’ på Pinterest og på den måde få en masse flotte billeder fra biblioteker. Dem af billederne, jeg er særligt glad for, kunne jeg så gemme på det ‘board’, jeg havde oprettet til mit skriveprojekt.

Søgning på ‘library’ på Pinterest.

Pinterest kan derfor bruges til at lave f.eks. mood boards og kan være virkelig brugbart i planlægnings- eller brainstorm-fasen, inden man går i gang med sit skriveprojekt. Jeg kan både anbefale at lave et ‘board’ til projektet som helhed, til de enkelte karakterer eller til bestemte steder i universet. Det er muligt at lave sine ‘boards’ hemmelige, så det kun er en selv, der kan se dem. Jeg bruger meget at lave ‘boards’ til forskellige emner, så som tøj, bøger og steder. På den måde har jeg min egen samling af en hel masse billeder, hvis jeg f.eks. mangler inspiration til hvordan et sted skal se ud eller hvad det overhovedet skal være for et sted. For mig er det meget mere overskueligt, end f.eks. at downloade billederne og gemme på min computer i en mappe.

Det er selvfølgelig forskelligt hvordan man får næring til sin skrivning, men for mig er visuelle indtryk det absolut bedste. Selv hvis jeg ikke søger efter noget bestemt, kan en lille tur ned gennem Pinterests forside, som foreslår mig indhold baseret på hvad jeg tidligere har ‘pinnet’ og dem jeg følger, give mig en masse ideer. Ikke bare til hvordan ting i min historie skal se ud, men lige så meget til stemninger og følelser. Der er mange ting i mine historier, der er direkte inspireret af noget, jeg har set på Pinterest. Lige fra en lille artefakt til de store linjer i historien.

Hvis man selv tegner, tager billeder, eller laver andre kreative ting, som at hækle, strikke, sy, you name it, så er Pinterest også et fantastisk sted at dele sine kreationer. For du kan med billedet, du lægger på Pinterest linke direkte til din hjemmeside eller webshop, og på den måde drive trafik dertil. Jeg har selv fundet flere ting på Pinterest, som jeg er endt med at købe på Etsy, så det er helt også et godt sted at sælge ting. Hvis du har en blog, er det også en rigtig god ide at lave et fængende billede på Pinterest, der linker til din nyeste blogpost.

Det er bare at pinne løs!

Du er selvfølgelig meget velkommen til at følge mig på Pinterest, min profil kan findes her:

Skriv en kommentar