Pas på, for nu går der venindebog i den! Nu skal vi lære hinanden bedre at kende. Jeg tænker, at denne post skal være første i rækken af en serie af posts, hvor jeg deler mine yndlingsting. Yndlingsbøger, -film, -musik, -serier, osv. Både fordi jeg gerne vil anbefale, hvad jeg godt kan lide og på den måde måske glæde jer, men også fordi de ting, jeg bedst kan lide, har en stor indflydelse på hvad jeg skriver. Jeg vil selvfølgelig blive glad, hvis I vil fortælle mig, hvad jeres yndlingsbøger er, f.eks. i kommentarfeltet herunder.
Det er svært for mig at adskille yndlingsbøger og bøger, som har haft størst indflydelse på mit liv. Derfor kan der være bøger med her på listen, som ikke nødvendigvis er de bedste, jeg har læst, men som alligevel har betydet meget for mig. I mange år har jeg kun læst på engelsk, og derfor afspejler listen selvfølgelig også det. Jeg har virkelig mange danske klassikere på min læse-list-of-shame over bøger, jeg er flov over ikke at have læst, og som nok ville være med, hvis jeg havde læst dem.
Min liste afspejler helt sikkert også min tid på Aarhus Universitet, hvor jeg læste engelsk og tog en del fag, der fokuserede på engelsksproget litteratur, især klassikerne og science fiction. Okay, det var vist nok disclaimers, here we go!
Ronja Røverdatter
Det er mange år siden, jeg sidst har læst Ronja Røverdatter, og jeg ejer ikke engang bogen, for jeg læste altid bare i min storesøsters udgave som barn. Så jeg tror snart, det er på tide, at jeg anskaffer mig den og får den genlæst. Jeg var heldig at få læst meget højt som barn, og jeg var helt vildt med det. Mange af bøgerne føler jeg ikke, at jeg kan huske i dag, men Ronja står som et tydeligt minde. Jeg brugte lang tid på at lege, at jeg var Ronja og forestille mig, at jeg var i Lindgrens magiske skove. Min yndlingsdukke, som var en Baby Born med super god stil i øvrigt, hed Ronja, og jeg tror i virkeligheden, at det siger det hele.
Harry Potter-serien
Ligesom for mange andre, var de nogle af de første bøger, som jeg læste selv. Det startede faktisk for mig med, at jeg var i biografen og se den første film omkring julen 2001, hvor jeg var 12 år. Jeg havde fået den første bog Harry Potter og De Vises Sten i julegave året inden, men jeg havde ikke fået den læst. På det tidspunkt var jeg ikke så bidt af at læse. Så så jeg filmen, og BOOM, så eksploderede min lille hjerne, og jeg læste hurtigt de første fire bøger, og så læste jeg dem igen (og igen). Jeg husker en ferie til Grækenland, hvor jeg kun havde Harry Potter og Fangen fra Azkaban med, og hver gang jeg var færdig med den, så startede jeg bare forfra. Det var virkelig et perfekt tidspunkt for mig at opdage serien på. Jeg havde samme alder som Harry og hans venner, og jeg havde brug for noget, der kunne vække min lyst til at læse på egen hånd. Jeg tror det var første gang i mit liv, at jeg oplevede at være rigtig fan af noget, og at se frem til næste del af noget, jeg holdt af. Jeg ventede spændt på bog fem, seks og syv, som jeg aldrig tror, at jeg har ventet på noget før eller siden (måske pånær Pirates of the Caribbean 2 og Game of Thrones sæson 8). Et herligt minde er da jeg til midnat stod i kø uden for Bog&Idé på Søndergade i Horsens for at få fat i den sidste bog, og nogle unge fyre, der var i byen gik forbi og spurgte “Hvem fanden køber blyanter nu?”. Jeg var 18 år, og det var ikke det øjeblik, hvor jeg har følt mig mest cool i mit liv – men sjovt var det da.
Jeg har ikke genlæst serien som voksen, og jeg vil også rigtig gerne have den læst på engelsk, men jeg ser gerne flere af filmene omkring jul. Man kan mene mange ting om den serie (og endnu mere om dens forfatter) med voksne og nutidige briller på, og jeg ved idag, at der findes så mange andre bøger og serier, som har lige så meget eller mere at byde på. Men det er ikke altid det vigtigste. Alt i alt tror jeg, at min kærlighed til Harry Potter kan kondenseres ned til, at jeg var et ret nørdet og drømmende barn, og at fra jeg var 12 og nogle år frem, kunne stikke af fra alt andet og bare drømme om snart at få det brev fra Hogwarts.
Fear and Loathing in Las Vegas
And now for something completely different! Ligesom med Harry Potter, var det også en film, der fik mig til at opdage denne bog, eller måske nærmere en skuespiller. Fra jeg så Pirates of the Caribbean i biografen i 2003 og måske de næste 6-7 år frem, var jeg ramt af en uhelbredelig Johnny Depp-feber. Pirates var en af de første DVD’er jeg købte til min spritnye DVD-afspiller, som jeg lige havde fået i konfirmationsgave det år. Jeg ved ikke om man kan slide en DVD op, men jeg gjorde godt nok et forsøg. Nævn en Johnny Depp film fra før år 2010, og jeg har næsten med garanti set den (jeg mangler et par stykker, blandt andre Freddy’s Dead: The Final Nightmare, som han vist bare har en cameo i).
Heldigt for mig, at Johnny Depp er en weirdo. Havde jeg nu kastet min kærlighed på Orlando Bloom i Pirates, så var jeg aldrig blevet sendt ud på den vanvittige rejse, som Johnny Depps filmkarriere er. Det vil sige, at jeg både oplevede ham i Jim Jarmuschs Dead Man og selvfølgelig en masse Tim Burton film, hvoraf Edward Scissorhands er en af mine favoritter. Men så var der også Terry Gilliams Fear and Loathing in Las Vegas, som jeg ikke tror, jeg syntes om, første gang jeg så den. Den er i bogstaveligste forstand vildt syret, og som 15-årig, der endnu ikke havde set ret mange film, så var den måske for stor en mundfuld. Men jeg var helt klart nysgerrig på at forstå filmen bedre. Så jeg så den igen og igen, og jeg købte bogen af samme navn af Hunter S. Thompson, som filmen var baseret på. Lige pludselig var der altså lidt mere i det, end bare at kigge på Johnny Depp. Det er en crazy og virkelig sjov bog, og min lille teenagehjerne var blown. Det var mit første møde med det der hedder new journalism eller Gonzo journalism, som er en genre, Hunter S. Thompson selv har opfundet. Bogen er altså en form for reportage fra en tur Thompson var på for at dække et motorcykelløb i Las Vegas i sin egenskab af journalist. Den store forskel i Thompsons stil fra normale reportager er, at han gør sig selv, eller hans alter ego Raoul Duke spillet af Depp, til hovedpersonen i fortællingen. Samtidigt er det jo en roman, så det er en fiktionaliseret udgave af virkelige begivenheder. Jeg kan huske, at jeg var helt chokeret over, at man måtte skrive sådan en bog, hvor man brød så mange regler. Det er nærmest som at sidde og se en film og reelt være i tvivl om, om det er en dokumentar eller en fiktionsfilm. Alting i bogen føltes vildt og tilfældigt men samtidigt er der ikke noget, der virker tilfældigt. Som om virkeligheden og fiktionen forstærker hinanden.
Ps. Et lille skud ud til alle de unge mennesker, der går i bøllehat og Hawaii-skjorter i disse tider, uden at vide, at det i mine øjne er Fear and Loathing-cosplay. You guys look good!
Det var ikke meningen, at det her skulle blive til en serie, men så udviklede denne post sig til et sandt beast og blev meget længere, end jeg havde regnet med (indsæt far-joke), så derfor må I høre om resten af mine yndlingsbøger en anden dag. Fortsættelse følger!
Billedet i toppen: Young Man and Skull (Jeune homme à la tête de mort) (ca. 1896–1898) by Paul Cézanne. Original from Original from Barnes Foundation. Digitally enhanced by rawpixel.
Mette Høppner Jakobsen 