Tving dig selv til at skrive

Sidste måned skrev jeg om at lege sig ud af en skriveblokade. Selvom det er en sjov og god måde, der ofte virker for mig, så er der desværre ikke altid tid til det. Det kan være man har en deadline, der skal overholdes, eller at også har overspringshandlingerne ikke haft anden effekt, end at man er gået helt i stå. Nogle gange er man bare nødt til at tvinge ordene frem.

I et tidligere indlæg, som var første del i serien om min rejse til at blive antaget, skrev jeg lidt om en åbenbaring, jeg havde for nogle år siden, som ændrede alting for mig. Det gik op for mig, at det at være forfatter, var et rigtigt arbejde. Ikke bare et spørgsmål om at skrive, når man følte sig vildt inspireret. At være forfatter handler i høj grad om at sætte sig til tasterne, selv når man tænker “I’ve got nothing.” Faktisk havde jeg det sådan, da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Faktisk har jeg det ofte sådan, når jeg skal igang med at skrive. Jeg har altid den nagende fornemmelse, at i dag, der kan jeg ikke.

Da jeg var yngre, lukkede jeg så Word ned allerede efter 30 sekunder, hvis de geniale ideer ikke havde meldt sig der. Og så følte jeg i øvrigt, at jeg nok slet ikke havde det i mig, det krævede at være forfatter. Det sjove, som jeg ved nu, er at det som der kræves først og fremmest er, at man ikke giver op efter 30 sekunder. Det er langt vigtigere, end at have en genial ide eller være vildt inspireret. For det er ofte sådan for mig, at ideerne og inspirationen kun rækker et stykke af vejen. Hvis man skal skrive en hel bog, så skal der mere til. Min oprindelige ide til Hvad jeg ved om Vinter dækker måske kun over 10% af den færdige bog. Resten af bogen har jeg arbejdet mig frem til. Forstået på den måde, at jeg vidste hvordan den skulle starte, jeg vidste nogle ting i midten og jeg havde en løs ide om slutningen. Derfor sad jeg tit og tænkte, “jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre herfra.” Samme følelse er årsagen til, at jeg har dusinvis af ufærdige historier til at ligge. Fordi jeg plejede at give op, lige så snart det blev lidt hårdt. At overvinde den følelse og i stedet tænke “lad mig prøve det her,” er nemlig hårdt hver gang, men for mig er det der, slaget skal stå. Det er meningen, at det skal være hårdt, for det er også derfor det er ens tid værd.

Ideerne er det nemmeste

På en måde synes jeg, at ideer er overvurderede. Vi snakker meget om, hvor vi får inspiration og ideer fra, og det har jeg også selv gjort her på bloggen. Det som der bare er med ideer er, at de er nemme at få, men svære at følge til dørs. Hver eneste dag får jeg masser af ideer. Jeg har en hel liste med bøger, jeg godt kunne tænke mig at skrive. Men de er ikke så meget værd de ideer, for de er kun overskrifter, stikord osv. Jeg kan godt nogle gange tro, at jeg har ramt guld med en virkelig god ide, men i virkeligheden er ideen bare et form for ideal, som jeg måske engang kan nå hen til med en masse hårdt arbejde. Ideen er en drøm. Det som der er langt bedre end gode ideer er fodarbejde. Det er en rå tekst, et første udkast, hvor man kan begynde at skimte vejen til at udføre den første ide. Det er i hvert fald min erfaring, at det kræver tusindvis af flere gode ideer for at udføre én stor ide som f.eks. en bog. Og alle de mindre ideer, de skal som regel presses frem, ved at man står et sted og kan se hvor man skal hen, men mangler at finde ud af hvordan. Min oplevelse er også, at selv mine bedste ideer har brug for nogle lillesøster-ideer, eller måske tvillinge-ideer, som de kan gå hånd i hånd med, for at de virkelig kan komme til deres ret. De beslægtede ideer kommer som regel først frem, hvis man er stædig og bliver ved med at knokle med ens første ide.

Nogle af de bedste ting, jeg nogensinde har skrevet, er kommet ved at tvinge mig selv til at skrive. Ved bare at gå i gang. Stemmen, der siger “i dag kan du ikke” er der stadig, og den vil nok altid være der, men det bliver lidt nemmere at sige “hold mund” til den for hver gang, det faktisk lykkedes.