Jeg er helt ekstremt dårlig til at tage imod ros eller nogen form for anerkendelse. Hvis folk roser mig, så forsøger jeg hurtigst muligt at skifte emne. Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg ikke føler, jeg fortjener rosen, og derfor ikke vil tage imod den. Men det er også fordi, jeg bliver utilpas over, at dem som roser mig, også skal finde ud af, at jeg ikke fortjener rosen, og afsløre mig som den bedrager, jeg er. Den følelse kender mange af os, og den hedder imposter-syndrom eller bedrager-syndrom.
Hvad sker der så, med en type som mig, når de oplever bare en lille smule succes? Som f.eks. at få udgivet sin første roman, som har været en livslang drøm. Og f.eks. samtidigt blive taget varmt imod af det danske bogfællesskab, fyldt med mennesker, der er langt dygtigere end mig, som pludselig ser mig som en af dem? Well, imposter-syndromet går op i gear. Man skulle tro, at det ville have den modsatte effekt at opnå ens drømme. Man skulle tro, at man så ville få bevist over for sig selv, at man var god nok. Men nej, sådan fungerer imposter-syndromet ikke. Det bliver bare værre, jo større en rolle, man føler, man skal udfylde.
Det er fordi imposter-syndromet ikke handler om, hvad man opnår, men om man fortjener at opnå det. Får man et 12-tal er det ikke fordi man havde læst meget op til sin eksamen og er rigtig dygtig, men i stedet heldigt, at man fik de rigtige spørgsmål. Får man udgivet sin bog, er det ikke fordi den er vildt god og man har arbejdet hårdt på den længe, men bare heldigt eller tilfældigt, at man fandt et forlag. Ens imposter-syndrom kan altid forklare en, hvorfor ens succeser er en fejl, og så kan man gå og frygte, at andre også finder ud af, at det var en fejl. Det er svært at nyde ros, succes og anerkendelser, når det føles som stjålne varer. Som om man har en stor pose stjålne sedler til at ligge og bare venter på at blive afsløret. Så kan det godt være, man kan rejse en tur til Mallorca, men nyder man det? Nej, for det er for stjålne penge og hvornår bliver man afsløret i det?
Når jeg hører sådan nogle “Fake it till you make it”-historier, hvor folk f.eks. har pyntet gevaldigt på deres CV, fået en høj stilling og så bare har fået det til at fungere, tænker jeg altid, at det kunne jeg aldrig. Jeg ville ligge søvnløs om natten og hele tiden stresse over at blive afsløret. Igen, jeg kunne ligeså godt sove med stjålne millioner under madrassen – jeg ville ikke være komfortabel. Men så går det op for mig, at det er jo sådan, jeg allerede har det i forvejen – selvom jeg ikke forsøger at snyde nogen. Jeg har ikke pyntet på mit CV eller nogen af mine andre bedrifter. What you see, is what you get. Alligevel har jeg det som om, jeg er en svindler. Det er jo egentlig totalt åndssvagt.
Det er derfor, jeg skriver om det på min blog idag. Fordi jeg har bestemt mig for, at nu skal det være slut. Selvom jeg godt ved, at det ikke bliver helt så nemt, at jeg bare kan stoppe med at lide af imposter-syndrom fra den ene dag til den anden, så kan jeg bestemme mig for, at det er en fjollet følelse, som jeg ikke gider bruge tid på. Følelsen kommer selvfølgelig af lavt selvværd, som på ingen måde er en fjollet ting, men isoleret set, er imposter-syndrom et dumt og ubrugeligt symptom af det.
Så kære imposter-syndrom. Vi har kendt hinanden længe, og det er svært at forestille sig et liv uden dig. Du har været der hver gang, der er sket noget godt i mit liv for at påpege hvorfor, det ikke er noget jeg fortjener. Du tilføjer ikke andet end bekymring til mit liv, og jeg kan sådan set ikke forstå, at vi har været sammen så længe, som vi har. Jeg burde have givet dig sparket for længe siden. Men nu er det slut. Kan du have det, som du ser ud. Og nå, ja, by the way: it’s not me, it’s totally you.
Shoutout til min forfatterkollega Thea Astrid, der for nylig skrev om imposter-syndrom på hendes Instagram. Læs det fine indlæg her.
Billedet i toppen: “Convolutions” fra The Book of Life: The Spiritual and Physical Constitution of Man, Dr Alesha Sivartha
Mette Høppner Jakobsen 