I efteråret 2017 var jeg færdig med at gå på den Jyske Forfatterskole (læs mit tidligere indlæg om den oplevelse) og jeg følte mig klar til at tage det der skriveri mere seriøst. Jeg havde længe arbejdet på en science fiction/fantasy historie, som jeg trængte til en lille pause fra, fordi det var så stort et projekt og univers (det skal siges, at den pause stadig er i gang, men jeg håber den slutter dette efterår. Det ER faktisk en pause og ikke noget i retning af det som One Direction har gang i). Derfor ville jeg skrive noget, der var langt tættere på hverdagen, men alligevel med et lille drys magi, fordi det er svært for mig at lade være med den slags.
De første ideer til historien fik jeg en dag hvor jeg stod og solgte bøger i Arnold Busck, og jeg forestillede mig en som Alice, der endte med at være en af hovedpersonerne i min debut Hvad jeg ved om Vinter, komme ind i butikken. Hun var ikke baseret på en person fra virkeligheden, hun opstod bare i min fantasi og kom vadende ind i butikken og mit liv. Jeg besluttede mig for at skrive om en dreng, der blev forelsket i hende Alice. Da jeg så kom til tasterne, gik det hurtigt. Jeg havde aldrig før skrevet fra en drengs synsvinkel, og da slet ikke en, der var over 10 år yngre end mig selv, men det var på en måde også det, der gjorde det spændende for mig. En ide, jeg havde på det tidspunkt var, at jeg ikke kan finde ud af at skrive dialoger, og det er jeg stadig ikke sikker på, at jeg kan, men jeg øver mig. Hvad værre var, så kunne jeg heller ikke lide at skrive dialoger på det tidspunkt og derfor fik jeg den ide, at historien nærmest ingen dialoger skulle have. I stedet skulle Max, teenagedrengen, der fortæller historien tænke tilbage på begivenhederne og genfortælle dem med formuleringer som “Alice sagde, at det ville hun da gerne.”. Med andre ord store mængder af det, som man vist kalder for dækket direkte tale, hvor dialogen nærmest bliver spist op af den øvrige tekst. Det var vildt sjovt at skrive og en central af det, der drev skrivelysten i den tidlige fase. Det gav mange sjove udfordringer at prøve at tænke en scene uden dialog. Jeg er meget stolt af det første udkast selvom rigtig meget er ændret i den færdige bog og ikke ret meget af den dækkede direkte tale har fået lov at blive. Der kommer meget mere om redigeringsfasen af min debutroman i næste og sidste afsnit af denne serie.
I de første par måneder af 2018 fik jeg skrevet det meste af manuskriptet og gik så og fedtede lidt med at skrive en slutning. Først i sidste halvdel af 2018 fik jeg skrevet en slutning og sendte det til nogle testlæsere. Så fedtede jeg lidt mere og tvivlede på mig selv en masse mere, men omsider bestemte jeg mig for, at det skulle sendes til nogle forlag. Derfor fandt jeg på Facebook nogle flere testlæsere, som denne gang var folk jeg ikke kendte. Det var scary stuff, for der var kun to af dem, der endte med at læse manuskriptet og vende tilbage (hvilket selvfølgelig var vildt flinkt af dem, no complaints here, det er et stort arbejde at være testlæser), og den ene af dem HADEDE historien og forstod ingenting og kunne lide ingenting. Utroligt mange point til dem for at være så ærlig, det er det, man har testlæsere til. Jeg vil altid gerne tage imod feedback, men hvis jeg havde lyttet til denne testlæser, skulle jeg have makuleret hele historien, så jeg var nødt til at forsøge at se bort fra det. Den anden testlæser var til gengæld vildt positiv og var iøvrigt den eneste af dem, der var inden for målgruppen, så det betød selvfølgelig noget.
Jeg arbejdede en del mere med manuskriptet og fik flere dygtige mennesker, jeg kender, til at læse korrektur. Om ikke andet, så stod jeg med det mest gennemarbejdede stykke tekst, jeg nogensinde havde skrevet. I midten af 2019 begyndte jeg at sende det ud til forlag, og ja, jeg fik en del afslag. Desværre var det ikke den type afslag, der var begrundede, så det var svært at vide, hvad jeg skulle arbejde på. Det var også svært at vide hvilke forlag, jeg skulle sende til, så jeg følte, at det blev lidt på må og få. Jeg valgte ud fra dem, der lavede bøger, jeg selv godt kunne lide og håbede, at de så måske kunne lide min historie. Set i bakspejlet her et år senere, hvor jeg virkelig har lært meget om at skrive i mellemtiden, kan jeg godt se, at det var en ret rå tekst, jeg sendte rundt. Derfor er jeg så glad for, at der var nogen, der kunne se det potentiale, der var. På det tidspunkt hvor jeg sendte mit manuskript til Byens Forlag, havde jeg ærlig talt ikke ret meget håb tilbage. Jeg blev oprigtigt overrasket, da jeg blev inviteret til et møde og nogen rent faktisk ville bruge tid på at snakke om min bog!
Femte og sidste del i denne serie, Vejen til debuten, del V: Forlaget, kan læses i mit nyhedsbrev i oktober måned. Hvis du har lyst til at læse med, kan du tilmelde dig lige her.
Mette Høppner Jakobsen 