Blog

I efteråret 2017 var jeg færdig med at gå på den Jyske Forfatterskole (læs mit tidligere indlæg om den oplevelse) og jeg følte mig klar til at tage det der skriveri mere seriøst. Jeg havde længe arbejdet på en science fiction/fantasy historie, som jeg trængte til en lille pause fra, fordi det var så stort et projekt og univers (det skal siges, at den pause stadig er i gang, men jeg håber den slutter dette efterår. Det ER faktisk en pause og ikke noget i retning af det som One Direction har gang i). Derfor ville jeg skrive noget, der var langt tættere på hverdagen, men alligevel med et lille drys magi, fordi det er svært for mig at lade være med den slags.

De første ideer til historien fik jeg en dag hvor jeg stod og solgte bøger i Arnold Busck, og jeg forestillede mig en som Alice, der endte med at være en af hovedpersonerne i min debut Hvad jeg ved om Vinter, komme ind i butikken. Hun var ikke baseret på en person fra virkeligheden, hun opstod bare i min fantasi og kom vadende ind i butikken og mit liv. Jeg besluttede mig for at skrive om en dreng, der blev forelsket i hende Alice. Da jeg så kom til tasterne, gik det hurtigt. Jeg havde aldrig før skrevet fra en drengs synsvinkel, og da slet ikke en, der var over 10 år yngre end mig selv, men det var på en måde også det, der gjorde det spændende for mig. En ide, jeg havde på det tidspunkt var, at jeg ikke kan finde ud af at skrive dialoger, og det er jeg stadig ikke sikker på, at jeg kan, men jeg øver mig. Hvad værre var, så kunne jeg heller ikke lide at skrive dialoger på det tidspunkt og derfor fik jeg den ide, at historien nærmest ingen dialoger skulle have. I stedet skulle Max, teenagedrengen, der fortæller historien tænke tilbage på begivenhederne og genfortælle dem med formuleringer som “Alice sagde, at det ville hun da gerne.”. Med andre ord store mængder af det, som man vist kalder for dækket direkte tale, hvor dialogen nærmest bliver spist op af den øvrige tekst. Det var vildt sjovt at skrive og en central af det, der drev skrivelysten i den tidlige fase. Det gav mange sjove udfordringer at prøve at tænke en scene uden dialog. Jeg er meget stolt af det første udkast selvom rigtig meget er ændret i den færdige bog og ikke ret meget af den dækkede direkte tale har fået lov at blive. Der kommer meget mere om redigeringsfasen af min debutroman i næste og sidste afsnit af denne serie.

I de første par måneder af 2018 fik jeg skrevet det meste af manuskriptet og gik så og fedtede lidt med at skrive en slutning. Først i sidste halvdel af 2018 fik jeg skrevet en slutning og sendte det til nogle testlæsere. Så fedtede jeg lidt mere og tvivlede på mig selv en masse mere, men omsider bestemte jeg mig for, at det skulle sendes til nogle forlag. Derfor fandt jeg på Facebook nogle flere testlæsere, som denne gang var folk jeg ikke kendte. Det var scary stuff, for der var kun to af dem, der endte med at læse manuskriptet og vende tilbage (hvilket selvfølgelig var vildt flinkt af dem, no complaints here, det er et stort arbejde at være testlæser), og den ene af dem HADEDE historien og forstod ingenting og kunne lide ingenting. Utroligt mange point til dem for at være så ærlig, det er det, man har testlæsere til. Jeg vil altid gerne tage imod feedback, men hvis jeg havde lyttet til denne testlæser, skulle jeg have makuleret hele historien, så jeg var nødt til at forsøge at se bort fra det. Den anden testlæser var til gengæld vildt positiv og var iøvrigt den eneste af dem, der var inden for målgruppen, så det betød selvfølgelig noget.

Jeg arbejdede en del mere med manuskriptet og fik flere dygtige mennesker, jeg kender, til at læse korrektur. Om ikke andet, så stod jeg med det mest gennemarbejdede stykke tekst, jeg nogensinde havde skrevet. I midten af 2019 begyndte jeg at sende det ud til forlag, og ja, jeg fik en del afslag. Desværre var det ikke den type afslag, der var begrundede, så det var svært at vide, hvad jeg skulle arbejde på. Det var også svært at vide hvilke forlag, jeg skulle sende til, så jeg følte, at det blev lidt på må og få. Jeg valgte ud fra dem, der lavede bøger, jeg selv godt kunne lide og håbede, at de så måske kunne lide min historie. Set i bakspejlet her et år senere, hvor jeg virkelig har lært meget om at skrive i mellemtiden, kan jeg godt se, at det var en ret rå tekst, jeg sendte rundt. Derfor er jeg så glad for, at der var nogen, der kunne se det potentiale, der var. På det tidspunkt hvor jeg sendte mit manuskript til Byens Forlag, havde jeg ærlig talt ikke ret meget håb tilbage. Jeg blev oprigtigt overrasket, da jeg blev inviteret til et møde og nogen rent faktisk ville bruge tid på at snakke om min bog!

Femte og sidste del i denne serie, Vejen til debuten, del V: Forlaget, kan læses i mit nyhedsbrev i oktober måned. Hvis du har lyst til at læse med, kan du tilmelde dig lige her.

Nogle gange kan uendelige muligheder være overvældende. Ideerne mangler ikke, men mere evnen og styrken til at vælge imellem dem. Ligesom når barnet spørger “hvad skal jeg tegne?”, så kan jeg somme tider få lyst til at spørge “hvad skal jeg skrive?”. For når først, jeg har en retning eller et hook, det kan bare være den mindste ting, så kommer der som regel hul på bylden. Derefter kan alting ske. Umiddelbart tænker man måske, at det netop er det sjove ved at være forfatter: at man kan skrive om lige det man vil. Der er intet budget som i filmbranchen, der gør, at man ikke har “råd” til drager eller rumskibe. Det er sådan set bare at gå amok. Og tro mig, det er også noget af det allersjoveste ved at være forfatter. Men præcis som det kan tage 3 timer at finde ud af, hvad man skal se på Netflix, så kan det være svært og hårdt at skulle vælge, hvad man skal skrive om. Her kommer benspænd ind i billedet, der ligesom godt, gammeldags flow-TV tager valget for en. Kommer du hjem fra skole og der er ikke andet end Horton Sagaen? Oh well. Skal du skrive? Jamen, så skal du da følge nogle benspænd.

Jeg har en rigtig god veninde, som jeg af og til bare sender en besked, hvor der står “Benspænd?”, og efter lidt tid modtager jeg så en liste med som regel en håndfuld ord. Det kunne være f.eks. “spejl, nytår, cornflakes, skorstensfejer, orangutang” og dem skal jeg så bruge til at skrive en historie ud fra. Ordene skal enten være centrale for handlingen eller i hvert fald indgå i historien. Den kan f.eks. have en skorstensfejer som hovedperson, eller have en hovedperson, der læser Hyrdinden og Skorstensfejeren. Det er ikke så vigtigt hvordan ordene bruges, det vigtige er, at de får sat min hjerne i gang, men inden for nogle meget specifikke rammer. Der sker som regel det, at et eller to af ordene giver mig en ide, som jeg så skal få de andre til at passe ind under. Faktisk er første kapitel i min kommende bog oprindeligt inspireret af fem benspænd fra min veninde.

Der er naturligvis mange andre former for benspænd, man kan give sig selv. Man kan sætte sig fast på en genre, en hovedperson osv. uden at man på forhånd har nogen ideer til det. Har man venner, der skriver, kan man også bytte og give hinanden et koncept, man skal skrive inden for. Novellekonkurrencer er ofte en form for benspænd, da de har krav til genre, længde og målgruppe. Har man lidt for mange ideer, og ved man ikke hvor man skal starte, kunne man jo skrive noget til en novellekonkurrence. For nogle uger siden skrev jeg om mine erfaringer med at deltage i en novellekonkurrence – du kan læse hele indlægget her. Det kan varmt anbefales at kaste sig ud i det, for det værste, der kan ske er, at du står med en færdig og finpudset novelle og det bedste, der kan ske er, at den bliver udgivet.

Benspænd kan også bruges, hvis du sidder fast midt i et projekt. Jeg har tit tarotkort til at ligge på mit skrivebord og kan godt finde på at trække et eller flere, mens jeg skriver. Fordi de er symbolske, får de min hjerne i gang med tyde dem, og tænke i nye baner i min historie. De kan hjælpe mig til at komme op af den rille, jeg tit befinder mig i midt i et projekt og få mig til at tænke i uventede baner. Et andet eksempel kunne være at bruge Story Cubes, som jeg dog ikke selv har erfaring med, men jeg har altid synes, de så spændende ud. Det er terninger, man slår med, og skal fortælle en historie ud fra.

Selvom det måske kan virke som lektier, så kan jeg varmt anbefale benspænd, hvis du er gået helt i stå eller slet ikke er kommet i gang. Nogle gange tænker vi bare bedst, når vi ved, hvilket problem, vi skal løse.

Jeg er helt ekstremt dårlig til at tage imod ros eller nogen form for anerkendelse. Hvis folk roser mig, så forsøger jeg hurtigst muligt at skifte emne. Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg ikke føler, jeg fortjener rosen, og derfor ikke vil tage imod den. Men det er også fordi, jeg bliver utilpas over, at dem som roser mig, også skal finde ud af, at jeg ikke fortjener rosen, og afsløre mig som den bedrager, jeg er. Den følelse kender mange af os, og den hedder imposter-syndrom eller bedrager-syndrom.

Hvad sker der så, med en type som mig, når de oplever bare en lille smule succes? Som f.eks. at få udgivet sin første roman, som har været en livslang drøm. Og f.eks. samtidigt blive taget varmt imod af det danske bogfællesskab, fyldt med mennesker, der er langt dygtigere end mig, som pludselig ser mig som en af dem? Well, imposter-syndromet går op i gear. Man skulle tro, at det ville have den modsatte effekt at opnå ens drømme. Man skulle tro, at man så ville få bevist over for sig selv, at man var god nok. Men nej, sådan fungerer imposter-syndromet ikke. Det bliver bare værre, jo større en rolle, man føler, man skal udfylde.

Det er fordi imposter-syndromet ikke handler om, hvad man opnår, men om man fortjener at opnå det. Får man et 12-tal er det ikke fordi man havde læst meget op til sin eksamen og er rigtig dygtig, men i stedet heldigt, at man fik de rigtige spørgsmål. Får man udgivet sin bog, er det ikke fordi den er vildt god og man har arbejdet hårdt på den længe, men bare heldigt eller tilfældigt, at man fandt et forlag. Ens imposter-syndrom kan altid forklare en, hvorfor ens succeser er en fejl, og så kan man gå og frygte, at andre også finder ud af, at det var en fejl. Det er svært at nyde ros, succes og anerkendelser, når det føles som stjålne varer. Som om man har en stor pose stjålne sedler til at ligge og bare venter på at blive afsløret. Så kan det godt være, man kan rejse en tur til Mallorca, men nyder man det? Nej, for det er for stjålne penge og hvornår bliver man afsløret i det?

Når jeg hører sådan nogle “Fake it till you make it”-historier, hvor folk f.eks. har pyntet gevaldigt på deres CV, fået en høj stilling og så bare har fået det til at fungere, tænker jeg altid, at det kunne jeg aldrig. Jeg ville ligge søvnløs om natten og hele tiden stresse over at blive afsløret. Igen, jeg kunne ligeså godt sove med stjålne millioner under madrassen – jeg ville ikke være komfortabel. Men så går det op for mig, at det er jo sådan, jeg allerede har det i forvejen – selvom jeg ikke forsøger at snyde nogen. Jeg har ikke pyntet på mit CV eller nogen af mine andre bedrifter. What you see, is what you get. Alligevel har jeg det som om, jeg er en svindler. Det er jo egentlig totalt åndssvagt.

Det er derfor, jeg skriver om det på min blog idag. Fordi jeg har bestemt mig for, at nu skal det være slut. Selvom jeg godt ved, at det ikke bliver helt så nemt, at jeg bare kan stoppe med at lide af imposter-syndrom fra den ene dag til den anden, så kan jeg bestemme mig for, at det er en fjollet følelse, som jeg ikke gider bruge tid på. Følelsen kommer selvfølgelig af lavt selvværd, som på ingen måde er en fjollet ting, men isoleret set, er imposter-syndrom et dumt og ubrugeligt symptom af det.

Så kære imposter-syndrom. Vi har kendt hinanden længe, og det er svært at forestille sig et liv uden dig. Du har været der hver gang, der er sket noget godt i mit liv for at påpege hvorfor, det ikke er noget jeg fortjener. Du tilføjer ikke andet end bekymring til mit liv, og jeg kan sådan set ikke forstå, at vi har været sammen så længe, som vi har. Jeg burde have givet dig sparket for længe siden. Men nu er det slut. Kan du have det, som du ser ud. Og nå, ja, by the way: it’s not me, it’s totally you.

Shoutout til min forfatterkollega Thea Astrid, der for nylig skrev om imposter-syndrom på hendes Instagram. Læs det fine indlæg her.

Billedet i toppen: “Convolutions” fra The Book of Life: The Spiritual and Physical Constitution of Man, Dr Alesha Sivartha

8. marts 2019 udkom novellesamlingen Før Vi Forsvinder på forlaget Calibat, og det var første gang noget jeg havde skrevet udkom i en rigtig bog. Mit navn stod endda på forsiden sammen med ni andre forfattere eller forfatterspirer. Selvom det på en måde var min debut og det var første gang, jeg udkom, så så jeg stadig ikke mig selv som forfatter på det tidspunkt. Jeg var stadig forfatterspire. Men jeg kunne godt mærke, at det gav mig et kæmpe skud selvtillid og ikke mindst blod på tanden, at min novelle var blevet valgt til at være med i samlingen. Desuden var det nok første gang, jeg for alvor følte, at der var andre, der kunne se noget i mine tekster. Det skal siges, at et afslag på ingen måde havde haft den modsatte effekt. Det havde ikke fået mig til at miste troen på at mine tekster kan noget. Afslag gør selvfølgelig ondt, men de er en del af livet som forfatterspire eller forfatter. Der kan være en million grunde til, at ens tekst ikke bliver valgt, og lige med en novellesamling skal ens tekst jo også passe lidt sammen med de andre tekster. Et afslag betyder bare, at man skal arbejde videre – når man lige har slikket såret.

Til Før Vi Forsvinder havde jeg skrevet novellen Isak, For Evigt, der på flere måder var en usædvanlig tekst for mig. Jeg har ikke skrevet ret mange noveller, fordi jeg ikke er så god til at tænke i det korte format. Derfor meldte jeg mig også til konkurrencen som en udfordring til mig selv. Ikke alene skulle jeg skrive en novelle, men jeg skulle også gøre den helt færdig og finpudse den. Det er noget af det, jeg synes, der er så tiltrækkende ved konkurrencer, netop at der er en deadline. Når man ikke har en kontrakt med et forlag, så har man jo aldrig nogen deadlines, og man kan ende med mange ufærdige historier liggende på sin computer – men når der udskrives en konkurrence, så skal man jo være færdig til tiden. Jeg havde ikke nogen novelle til at ligge, som jeg kunne bruge til konkurrencen, så jeg skrev en specifikt til den. På en måde snød jeg lidt, for jeg valgte at historien skulle foregå i et univers, som jeg bryggede på til en anden og længere historie. Sådan kunne det give mening for mig at skrive novellen og gøre den kort, for det var bare en lille historie i en ellers større historie. Den større historie er en jeg håber at arbejde videre på, når jeg er færdig med at skrive efterfølgeren til Hvad jeg ved om Vinter. Allerede dengang brugte jeg dog meget tid på at tænke på det univers, og jeg lyttede samtidigt til en fantastisk podcast, der hedder Lore, som handler om myter, vandrehistorier og den slags. Et afsnit handler om en udbredt skræk i 1800-tallet for at blive begravet levende, da det på det tidspunkt var en reel risiko. Derfor valgte nogle mennesker at blive begravet på forskellige måder, der gjorde at de kunne blive reddet, hvis det skulle ske. Det gav mig ideen til min historie Isak, For Evigt, der handler om en første date, der foregår på en lidt usædvanlig kirkegård. Jeg har faktisk ikke skrevet en eneste novelle siden, men jeg kunne godt forestille mig, det var noget, jeg kunne kaste mig over imellem to bogprojekter.

Da min novelle blev udvalgt, var det første gang for mig, at jeg arbejdede med en redaktør. Det var ekstremt spændende, og med det samme fandt jeg ud af, at jeg elsker at redigere (det meste af tiden), og at det virkelig er her, slaget skal stå. Første udkast er bare en rå dej, der måske engang kan blive til en flot opsmurt kage. Arbejdet med de to redaktører på projektet gav mig endnu mere lyst til også at få mine længere tekster i hænderne på nogle redaktører. Det var en lille smagsprøve på hvordan det ville være at være rigtig forfatter.

Det store, lækre kirsebær på toppen af det hele var, at jeg også fik lov at møde nogle af de andre forfattere, der havde deres noveller med i samlingen, da der blev afholdt reception. Her var jeg så heldig at møde både Julie Midtgaard, der sidenhen er udkommet med sin Sprækken til Luscuro-serie på Tellerup, Cecilie Birskhøj, der også er udkommet på Tellerup med sin ungdomsroman Fra Ild til Aske og Saynab Dahir, der næste år udkommer med sin ungdomsroman Bucketlist på selveste Gyldendal. Ikke noget dårligt selskab at være i! De er nogle sindssygt inspirerende typer, som jeg nyder at følge og heppe på.

Deltagelse i novellekonkurrence? (om ikke andet så for at få skrevet noget færdigt?) 10/10 i karakter fra mig – would recommend.

Vejen til debuten, del IV: Manuskriptet, kan du læse her på bloggen den 9. september.

Jeg har aldrig rigtigt skrevet dagbog. Jeg har selvfølgelig haft diverse Diddl-dagbøger med hængelås på, hvor jeg skrev mine hemmeligheder i som barn. Det handlede mest om hvilken dreng fra klassen, der var sød på det tidspunkt. Som voksen har jeg tænkt på, at har man nøglen til en Diddl-dagbog, har man så ikke nøglen til dem alle?

Men jeg har aldrig rigtigt skrevet dagbog på den måde, at jeg satte mig ned og skrev om min dag. Jeg kunne ikke leve uden min Bullet Journal, men den er nærmest kun til to-do’s og alt andet, der har med produktivitet at gøre. Ikke nødvendigvis noget, der vil være spændende læsning, hvis jeg finder min Bullet Journal fra 2020 frem igen om 20 år.

Det der med at skrive dagbog, har dog altid tiltalt mig, og jeg har flirtet med ideen mange gange og måske skrevet i nogle dage hist og her. Ligesom mange andre, har jeg en romantisk ide om det at skrive dagbog. Det stammer nok fra at se film som Bridget Jones dagbog og The Notebook i mine tidlige teenageår, og er sikkert blevet videreudviklet hver gang jeg er stødt på berømte menneskers dagbøger. Dagbøger, som er gode nok til at blive udgivet.

Det siger nok meget om den måde, jeg fungerer på, at jeg har sammenlignet mig selv med de dagbøger, når jeg har sat mig ned for selv at skrive. Er mit liv og mine tanker overhovedet interessante nok til, at de skal foreviges i en dagbog? Sådan tror jeg tit, jeg har tænkt. Og selvom der selvfølgelig kan være mange definitioner på hvad en dagbog er, så tror jeg ikke, at det er et godt sted at starte. At det skal være spændende for andre. Det skal selvfølgelig være et personligt projekt, som ene og alene skal gøre gavn for den, der skriver. Der er vel en grund til, at der var lås på min gamle Diddl-dagbog? Den bog var kun til mig.

Hvis du har fulgt med her i noget tid, så ved du, at jeg hver måned giver mig selv en udfordring. I juni skulle jeg lave Instagram stories hver dag, og her i juli har har udfordringen været at skrive hver dag. Derfor har jeg besluttet mig for, at august måneds udfordring er, at jeg skal skrive dagbog hver dag. Mit nyhedsbrev fungerer sådan, at der hver måned er en profil, som har inspireret månedens udfordring og i august måned er det forfatteren Virginia Woolf, der ud over at have skrevet bøger som Mrs. Dalloway og A Room of One’s Own, også var flittig til at skrive dagbog. I det efterfølgende nyhedsbrev i september, når udfordringen er slut, vil du kunne læse om hvordan udfordringen er gået. Fordi det i denne måned er et mere personligt projekt, vil jeg ikke dele særligt meget om det, men i stedet fortælle mere om hvordan oplevelsen har været med at skrive dagbog hver dag. Det kan være du får lyst til at være med?

Hvad håber jeg så at få ud af at skrive dagbog hver dag? Først og fremmest, at jeg kan have en legende tilgang til det og få det sjovt med det. Dernæst er det en ny måde for mig at træne skrivemusklen på, så den holder sig stærk, og det er altid kærkomment. Det er sjældent jeg skriver noget kun for min egen skyld. Næsten alt hvad jeg producerer af tekst er med henblik på, at andre skal læse det. Det bliver sjovt at gøre mig umage med at skrive noget, som er for my eyes only. Sidst, men ikke mindst, så håber jeg, at jeg får mere ud af det, end bare at skrive hvad jeg har fået at spise og hvordan vejret har været. Jeg håber, at det kan være et lille afstressende element i min dag.

XOXO, Mette

Billedet øverst: Biodiversity Heritage Library / Smithsonian Libraries

Sidste måned skrev jeg om at lege sig ud af en skriveblokade. Selvom det er en sjov og god måde, der ofte virker for mig, så er der desværre ikke altid tid til det. Det kan være man har en deadline, der skal overholdes, eller at også har overspringshandlingerne ikke haft anden effekt, end at man er gået helt i stå. Nogle gange er man bare nødt til at tvinge ordene frem.

I et tidligere indlæg, som var første del i serien om min rejse til at blive antaget, skrev jeg lidt om en åbenbaring, jeg havde for nogle år siden, som ændrede alting for mig. Det gik op for mig, at det at være forfatter, var et rigtigt arbejde. Ikke bare et spørgsmål om at skrive, når man følte sig vildt inspireret. At være forfatter handler i høj grad om at sætte sig til tasterne, selv når man tænker “I’ve got nothing.” Faktisk havde jeg det sådan, da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Faktisk har jeg det ofte sådan, når jeg skal igang med at skrive. Jeg har altid den nagende fornemmelse, at i dag, der kan jeg ikke.

Da jeg var yngre, lukkede jeg så Word ned allerede efter 30 sekunder, hvis de geniale ideer ikke havde meldt sig der. Og så følte jeg i øvrigt, at jeg nok slet ikke havde det i mig, det krævede at være forfatter. Det sjove, som jeg ved nu, er at det som der kræves først og fremmest er, at man ikke giver op efter 30 sekunder. Det er langt vigtigere, end at have en genial ide eller være vildt inspireret. For det er ofte sådan for mig, at ideerne og inspirationen kun rækker et stykke af vejen. Hvis man skal skrive en hel bog, så skal der mere til. Min oprindelige ide til Hvad jeg ved om Vinter dækker måske kun over 10% af den færdige bog. Resten af bogen har jeg arbejdet mig frem til. Forstået på den måde, at jeg vidste hvordan den skulle starte, jeg vidste nogle ting i midten og jeg havde en løs ide om slutningen. Derfor sad jeg tit og tænkte, “jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre herfra.” Samme følelse er årsagen til, at jeg har dusinvis af ufærdige historier til at ligge. Fordi jeg plejede at give op, lige så snart det blev lidt hårdt. At overvinde den følelse og i stedet tænke “lad mig prøve det her,” er nemlig hårdt hver gang, men for mig er det der, slaget skal stå. Det er meningen, at det skal være hårdt, for det er også derfor det er ens tid værd.

Ideerne er det nemmeste

På en måde synes jeg, at ideer er overvurderede. Vi snakker meget om, hvor vi får inspiration og ideer fra, og det har jeg også selv gjort her på bloggen. Det som der bare er med ideer er, at de er nemme at få, men svære at følge til dørs. Hver eneste dag får jeg masser af ideer. Jeg har en hel liste med bøger, jeg godt kunne tænke mig at skrive. Men de er ikke så meget værd de ideer, for de er kun overskrifter, stikord osv. Jeg kan godt nogle gange tro, at jeg har ramt guld med en virkelig god ide, men i virkeligheden er ideen bare et form for ideal, som jeg måske engang kan nå hen til med en masse hårdt arbejde. Ideen er en drøm. Det som der er langt bedre end gode ideer er fodarbejde. Det er en rå tekst, et første udkast, hvor man kan begynde at skimte vejen til at udføre den første ide. Det er i hvert fald min erfaring, at det kræver tusindvis af flere gode ideer for at udføre én stor ide som f.eks. en bog. Og alle de mindre ideer, de skal som regel presses frem, ved at man står et sted og kan se hvor man skal hen, men mangler at finde ud af hvordan. Min oplevelse er også, at selv mine bedste ideer har brug for nogle lillesøster-ideer, eller måske tvillinge-ideer, som de kan gå hånd i hånd med, for at de virkelig kan komme til deres ret. De beslægtede ideer kommer som regel først frem, hvis man er stædig og bliver ved med at knokle med ens første ide.

Nogle af de bedste ting, jeg nogensinde har skrevet, er kommet ved at tvinge mig selv til at skrive. Ved bare at gå i gang. Stemmen, der siger “i dag kan du ikke” er der stadig, og den vil nok altid være der, men det bliver lidt nemmere at sige “hold mund” til den for hver gang, det faktisk lykkedes.

Hvis man abonnerer på mit nyhedsbrev, så ved man allerede lidt om min næste bog. Her vil jeg fortælle, hvad jeg kan på nuværende tidspunkt.

Jeg har skrevet kontrakt med Byens Forlag på en fortsættelse til ungdomsromanen Hvad jeg ved om Vinter, der udkom på samme forlag i april i år. Selvom det er en fortsættelse, vil den handle om nogle andre karakterer, og jeg regner derfor med, at den sagtens vil kunne læses, uanset om man har læst den første bog eller ej.

Et luksusproblem

Jeg må sige, at det er noget anderledes for mig at arbejde på en bog, når jeg ved, at den skal udgives. Det er første gang, at jeg prøver det. Da jeg skrev første udkast til hvad, der skulle blive til Hvad jeg ved om Vinter, var der ingen, der vidste, hvad jeg havde gang i, og ingen, der ventede på at få et færdigt manuskript af mig. Hvis jeg havde vurderet, at det var noget lort, jeg havde fået skrevet, så kunne jeg bare have ladet den tekst ligge på min computer og rådne op, uden at nogen vidste noget om det. Jeg føler, at det er en stor frihed, når jeg skriver, at jeg kan bilde mig ind, at jeg kun skriver for mig selv, at det ikke nødvendigvis skal vises til nogen. Derfor kan jeg godt mærke, at jeg skal vende mig til, at jeg nu ved, at der sandsynligvis er nogen andre, der kommer til at læse det. Men sikke da et luksusproblem at have! Nok det problem i verden, som jeg helst vil have.

Og så kan jeg godt lide deadlines. Jeg arbejder godt under pres. Det må være noget med mange års erfaring med at skrive matematikopgaver aftenen inden, de skulle afleveres. Nu hvor jeg ved, at forlaget venter på et manuskript, så ved jeg, at jeg er nødt til at skrive bogen færdig inden for de givne rammer. Det er noget af det bedste for min kreativitet.

En sommerbog

Første bog var jo en vinterbog. Den foregik om vinteren og handlede i stor grad om en vis Alice Vinter. Så næste bog bliver en sommerbog! Den vil foregå sommeren efter begivenhederne i første bog, og det vil sige sommeren 2018, med afbrændingsforbud, VM i fodbold, ingen social distancering og Avengers: Infinity War i biografen. Sounds pretty good right now, doesn’t it?

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre for meget om bogens handling, men jeg kan fortælle, at der er to nye hovedpersoner, og at den ene af dem er Alice. Så hvis du fik lyst til at vide mere om Alice i den første bog, så kan jeg glæde dig med, at der er mulighed for at lære hende meget bedre at kende snart.

Der findes en Spotify playliste til Hvad jeg ved om Vinter, og det kommer der selvfølgelig også til den næste bog. Her er første sang fra den:

Hvad jeg arbejder på

Tidligere her på bloggen, har jeg skrevet en post om show-don’t-tell, og det er virkelig noget af det, som jeg forsøger at arbejde med på bog to. Jeg er nok ret slem til at lade mine karakterer forklare læseren meget, eller lade dem tænke frem for at handle. Det forsøger jeg at ruske ret meget op i med næste bog, der bliver meget dialog-baseret, og det er helt vildt sjovt at skrive, synes jeg.

Jeg har faktisk stadig ikke bestemt mig for en titel til bogen, men den har arbejdstitlen Sommerbåndet. Titlen til Hvad jeg ved om Vinter kom også til mig meget sent i processen, så jeg er ikke så nervøs (endnu) for, at jeg ikke kan finde på noget godt, der passer til den. Jeg kan bedst lide titler, der ikke er for on-the-nose omkring hvad bogen handler om. Den skal helst pirre læserens interesse fordi man ikke umiddelbart kan sætte bogen så nemt i bås, alene ud fra titlen. Et eksempel på en titel, jeg virkelig godt kan lide er The Silence of the Lambs, som på dansk har fået den knap så opfindsomme titel Ondskabens Øjne. Det jeg godt kan lide ved originaltitlen er, at det virkelig giver læseren en lille gåde, de skal finde ud af. Hvad hentyder titlen til?

Sidst men ikke mindst, så arbejder jeg på plottet, som i skrivende stund, ikke ligger helt fast. Sådan arbejder jeg altid, men jeg føler, at jeg bliver langsomt bedre til at plotte lidt mere. Jeg er som sædvanligt mest interesseret i mine karakterer, og det er dem, der kommer til at bestemme plottet, ikke den anden vej rundt. Hvem ved hvad der kan ske i løbet af sådan en sommer sammen med Alice?

Vil du gerne følge endnu mere med i processen omkring tilblivelsen af min bog? Det kan du bedst gøre i mit nyhedsbrev og på min Youtube-kanal.

I 2017 var jeg så heldig at gå på forlaget Gladiators Jyske Forfatterskole i et halvt år. Det var første gang, at jeg prøvede at dele mine tekster med andre på så organiseret en måde. Inden da havde jeg kun delt mine tekster med min mand og nogle veninder. Og selvom de er utroligt skarpe, så er det nok ikke fra dem, at jeg skal høre de barske sandheder. De har virkelig hjulpet mig med at få det bedste frem i teksten og til at få mange knaster væk, men de kunne aldrig finde på at sige, at “det her duer slet ikke, du skal starte forfra.”

Prima vista

Derfor var jeg selvfølgelig utroligt spændt og nervøs over at skulle dele mine tekster med helt fremmede mennesker. Fremmede mennesker, der oven i købet vidste, hvad de snakkede om. Måden tekstlæsninger foregår på på Den Jyske Forfatterskole er efter prima vista-princippet, som går ud på, at man reagerer på en tekst første gang man oplever den. Det er vist sådan det foregår på mange skriveskoler, inklusiv den “rigtige” Forfatterskole i København. Det vil altså sige, at vi på Den Jyske Forfatterskole læste vores tekster højt for et rum med 10-15 personer, som ikke havde læst eller set teksten før. Alene det at læse højt var for mig en ny oplevelse. Jeg kan huske, hvordan jeg havde flere åbenbaringer omkring min egen tekst, før de andre overhovedet sagde noget, bare fordi det var første gang, jeg selv hørte den læst op.

Når man var færdig med at læse højt, så skulle man derefter kun lytte, med mindre man blev stillet spørgsmål. Så diskuterede underviseren, der som regel var forfatter Kristina Nya Glaffey og de andre kursister ens tekst på en ærlig, men meget brugbar måde. Jeg synes, at alle var utroligt gode til kun at komme med konstruktiv kritik, til at se teksten for hvad den var, og hvem den var beregnet til. Det var en vildt god oplevelse for mig på alle måder. Jeg kom altid hjem med en masse at tænke over og helt konkrete redskaber. Det eneste minus var nok, at jeg ikke fik skrevet et ord, mens jeg gik der. På det tidspunkt troede jeg, at det var en dårlig ting, men det var det ikke. For den tid handlede meget mere om at udvikle mig som læser end som tekstforfatter.

At skrive er at læse

Størstedelen af tiden på Den Jyske Forfatterskole gik nemlig med at læse andres tekster. Hver kursist nåede kun at have tekst med en 2-3 gange hver, og til at starte med troede jeg, at det ville være de undervisningsgange, som jeg ville få mest ud af. Det som kom ret meget bag på mig var, hvor vigtigt det er at blive god til at læse tekster, hvis man gerne vil være god til at skrive. Samtidigt er det smarte ved at læse andres tekster, at det er meget nemmere, end at læse ens egne. Det er meget nemmere at se og forstå hvorfor noget ikke fungerer i en tekst, når man ikke selv har skrevet den og er forblændet af hvad hensigten med teksten var. Der er rart, hvis man bruger meget tid på at skrive, at opleve tekster som læser og tænke,”det er noget af det samme, som jeg har tendens til at gøre, når jeg skriver”. Når man pludselig ser noget eksemplificeret i en andens tekst, kan man bedre se de samme problematikker i ens egne tekster. Med nok træning i at læse andres tekster, kan man blive meget bedre til at læse sin egen tekst, hvilket selvfølgelig er utroligt vigtigt, når det kommer til redigeringen. Stephen King holder altid en lang pause fra han er færdig med at skrive og til at kigger på sin tekst igen, nærmest for at kunne være sin egen, mere uvildige betalæser. Men jeg har ikke oplevet, at en pause fra teksten på flere måneder er nødvendig, hvis bare man træner det at læse. Og her taler jeg altså ikke om at læse en bog, men om at læse et ufærdigt værk, som du skal komme med noter til. Efter Den Jyske Forfatterskole har jeg derfor ofte meldt mig under fanerne som betalæser for skriveglade venner og bekendte. Det er en ren win-win. Forfatterkollegaen får ærlig men kærlig (if I say so myself) feedback, og jeg får trænet læse-musklen og garanteret også et par aha-oplevelser omkring min egen skrivning. Selvom det er utroligt tidskrævende at være betalæser, så er det ikke en del af mit forfatterskab, jeg på nogen måde kan undvære. Det er lidt ligesom at springe over leg-day!

Ud over træningen i at blive bedre til at læse andres og mine egne tekster, var det også en kæmpe fordel ved Den Jyske Forfatterskole, at få et netværk af andre skrivende. Det havde jeg aldrig haft før, og det var så dejligt pludselig at have nogen, som man kunne spare med, spørge til råds og føle, at man var i samme båd som. Det var også på Den Jyske Forfatterskole, at jeg for første gang stod med min egen tekst i hånden i et ægte trygt værk. For vi skulle selvfølgelig lave en afgangsantologi og holde reception med oplæsninger og det hele. Det gav virkelig blod på tanden at se sit navn på sådan et omslag!

Jeg kan varmt anbefale at tage på en skriveskole. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle være nået hertil, hvor jeg er nu, uden de ting, jeg har lært på Den Jyske Forfatterskole. Der findes mange forskellige skoler og kurser og mange af dem er også online. Ellers kan man selvfølgelig altid starte sin egen lille skrivegruppe, hvor man giver hinanden feedback. Det behøver ikke at være helt så ensomt at være forfatter!

Du kan læse her om hvad jeg kan tilbyde i forhold til dit projekt.

Vejen til debuten, del III: Novellekonkurrencen, kan du læse her på bloggen den 3. august.

Jeg er kæmpe fan af serien Seinfeld og har nok set hvert afsnit et halvt dusin gange. Karaktererne er usympatiske, egoistiske og smålige. Situationerne er ofte glansløse og genkendelige hverdagssituationer, som har givet serien dens kælenavn “The Show About Nothing”. Jeg elsker det.

Serien er dog ikke den eneste årsag til, at jeg er fan af dens skaber Jerry Seinfeld. Han er en nemlig en sand produktivitets helt. Han er kendt for at skrive hver eneste dag og fokusere på ikke at bryde sit “streak”. Selvom han selv har sagt, at det ikke er en strategi, han har opfundet og at han morer sig over at få kredit for det, vil jeg alligevel gerne fremhæve ham som en “poster boy” for den metode.

Bare mød op

Det handler simpelthen om bare at møde op, hver eneste dag. I stedet for at gå op i hvad man har skrevet, om det er godt nok og hvor meget man har skrevet, så er succeskriteriet her bare at skrive hver dag. Det er derfor vigtigt, at man vælger en mængde, som det er realistisk, at man kan nå hver dag. Jeg sætter mig altid 500 ord som et minimum, og når jeg dem, så tæller det. Så har jeg skrevet den dag. Det som jeg ofte oplever er nemlig, at 500 ord virker overkommeligt, og derfor kan jeg godt lokke mig selv med til, lige at skrive 500 ord inden sengetid, hvorimod 1000 ord eller mere, kan virke skræmmende. Noget andet er, at når jeg først er kommet i gang, bliver det som regel til mere end 500 ord. Og 500 ord er altså slet ikke dårligt. Det er 182.500 ord om året normale år, og 183.000 i år, hvor det er skudår.

Bryd ikke kæden

Seinfeld foreslår, at man tracker sin skrivning i en kalender, gerne en, der hænger på væggen og er meget synlig. For det skal være så tilfredsstillende som muligt, at kunne sætte et kryds eller cirkel hver dag, og se, at man har en ubrudt kæde, fordi man har skrevet hver dag. Jeg har selv prøvet både at tracke det i min Bullet Journal (mere om det i en senere post) og på et stort whiteboard på væggen, og jeg må sige, at det sidste var mest motiverende. Man kan selvfølgelig også bruge en side som nanowrimo.org, som også er smart fordi du kan se en statistik for præcis hvor mange ord, du har skrevet. Men jeg vil klart anbefale en kalender, der hænger og stirrer på dig over din yndlings skriveplads. Derfor har jeg designet (jeg bruger ordet meget frit her, da jeg på ingen måde er designer og er totalt noob i Photoshop) en skrivekalender, der dækker resten af 2020, og som nemt kan printes ud og hænges op. Den kan du få fingre i ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

2-dages reglen

Jeg har tit haft ideer om noget jeg skulle gøre hver dag. Især i starten af et nyt år. Og det holder som regel i nogle uger højest. En del af problemet er tit, at jeg har for ambitiøse mål, eller også at jeg prøver for mange ting på en gang. I en periode i februar havde jeg otte ting som jeg skulle hver dag, og som jeg skulle tracke i min Bullet Journal. Det resulterede så i, at jeg tre uger inde i februar gav helt op og stoppede med at gøre nogen af tingene.

Siden da har jeg hørt om 2-dages reglen, og den skal du ikke snydes for. Den er utrolig enkel og god. Den går simpelthen ud på, at du gerne må springe en dag over, men ikke to. Så hvis du forsøger at bygge en ny vane op, eller holde fast i en Seinfeld-esque ubrudt skrive-kæde, så kan du måske bruge 2-dages reglen. Hvorfor? Fordi det kan holde din motivation oppe, når livet kommer i vejen. En enkelt dag gør ikke noget. Du kan bare fortsætte i morgen uden at føle, at “nu kan det være ligemeget, nu har jeg brudt kæden.” I forhold til at skrive, synes jeg også det er en god regel, for man kommer ikke helt ud af rytmen, men kan stadig rive en dag ud af kalenderen til andre ting, hvis det er nødvendigt.

Jeg har tænkt at udfordre mig selv i juli måned til at skrive hver dag. Det er en stor udfordring for mig, for jeg skriver på nuværende tidspunkt omkring tre dage i ugen – fire hvis man tæller skriverierne her på bloggen med. Men hvis det ikke var svært, ville det ikke være en sjov udfordring, right? Jeg har dog tænkt mig at bruge 2-dages-reglen også, selvom jeg selvfølgelig ideelt set vil forsøge at skrive alle 31 dage i juli. Du vil kunne følge med i hvordan det går med den udfordring på min Instagram og Youtube.

Hvilken udfordring vil du give dig selv? Hvis du kaster dig ud i et Seinfeld-“streak”, så del det endelig med mig.

Pas på, for nu går der venindebog i den! Nu skal vi lære hinanden bedre at kende. Jeg tænker, at denne post skal være første i rækken af en serie af posts, hvor jeg deler mine yndlingsting. Yndlingsbøger, -film, -musik, -serier, osv. Både fordi jeg gerne vil anbefale, hvad jeg godt kan lide og på den måde måske glæde jer, men også fordi de ting, jeg bedst kan lide, har en stor indflydelse på hvad jeg skriver. Jeg vil selvfølgelig blive glad, hvis I vil fortælle mig, hvad jeres yndlingsbøger er, f.eks. i kommentarfeltet herunder.

Det er svært for mig at adskille yndlingsbøger og bøger, som har haft størst indflydelse på mit liv. Derfor kan der være bøger med her på listen, som ikke nødvendigvis er de bedste, jeg har læst, men som alligevel har betydet meget for mig. I mange år har jeg kun læst på engelsk, og derfor afspejler listen selvfølgelig også det. Jeg har virkelig mange danske klassikere på min læse-list-of-shame over bøger, jeg er flov over ikke at have læst, og som nok ville være med, hvis jeg havde læst dem.

Min liste afspejler helt sikkert også min tid på Aarhus Universitet, hvor jeg læste engelsk og tog en del fag, der fokuserede på engelsksproget litteratur, især klassikerne og science fiction. Okay, det var vist nok disclaimers, here we go!

Ronja Røverdatter

Det er mange år siden, jeg sidst har læst Ronja Røverdatter, og jeg ejer ikke engang bogen, for jeg læste altid bare i min storesøsters udgave som barn. Så jeg tror snart, det er på tide, at jeg anskaffer mig den og får den genlæst. Jeg var heldig at få læst meget højt som barn, og jeg var helt vildt med det. Mange af bøgerne føler jeg ikke, at jeg kan huske i dag, men Ronja står som et tydeligt minde. Jeg brugte lang tid på at lege, at jeg var Ronja og forestille mig, at jeg var i Lindgrens magiske skove. Min yndlingsdukke, som var en Baby Born med super god stil i øvrigt, hed Ronja, og jeg tror i virkeligheden, at det siger det hele.

Harry Potter-serien

Ligesom for mange andre, var de nogle af de første bøger, som jeg læste selv. Det startede faktisk for mig med, at jeg var i biografen og se den første film omkring julen 2001, hvor jeg var 12 år. Jeg havde fået den første bog Harry Potter og De Vises Sten i julegave året inden, men jeg havde ikke fået den læst. På det tidspunkt var jeg ikke så bidt af at læse. Så så jeg filmen, og BOOM, så eksploderede min lille hjerne, og jeg læste hurtigt de første fire bøger, og så læste jeg dem igen (og igen). Jeg husker en ferie til Grækenland, hvor jeg kun havde Harry Potter og Fangen fra Azkaban med, og hver gang jeg var færdig med den, så startede jeg bare forfra. Det var virkelig et perfekt tidspunkt for mig at opdage serien på. Jeg havde samme alder som Harry og hans venner, og jeg havde brug for noget, der kunne vække min lyst til at læse på egen hånd. Jeg tror det var første gang i mit liv, at jeg oplevede at være rigtig fan af noget, og at se frem til næste del af noget, jeg holdt af. Jeg ventede spændt på bog fem, seks og syv, som jeg aldrig tror, at jeg har ventet på noget før eller siden (måske pånær Pirates of the Caribbean 2 og Game of Thrones sæson 8). Et herligt minde er da jeg til midnat stod i kø uden for Bog&Idé på Søndergade i Horsens for at få fat i den sidste bog, og nogle unge fyre, der var i byen gik forbi og spurgte “Hvem fanden køber blyanter nu?”. Jeg var 18 år, og det var ikke det øjeblik, hvor jeg har følt mig mest cool i mit liv – men sjovt var det da.

Jeg har ikke genlæst serien som voksen, og jeg vil også rigtig gerne have den læst på engelsk, men jeg ser gerne flere af filmene omkring jul. Man kan mene mange ting om den serie (og endnu mere om dens forfatter) med voksne og nutidige briller på, og jeg ved idag, at der findes så mange andre bøger og serier, som har lige så meget eller mere at byde på. Men det er ikke altid det vigtigste. Alt i alt tror jeg, at min kærlighed til Harry Potter kan kondenseres ned til, at jeg var et ret nørdet og drømmende barn, og at fra jeg var 12 og nogle år frem, kunne stikke af fra alt andet og bare drømme om snart at få det brev fra Hogwarts.

Fear and Loathing in Las Vegas

And now for something completely different! Ligesom med Harry Potter, var det også en film, der fik mig til at opdage denne bog, eller måske nærmere en skuespiller. Fra jeg så Pirates of the Caribbean i biografen i 2003 og måske de næste 6-7 år frem, var jeg ramt af en uhelbredelig Johnny Depp-feber. Pirates var en af de første DVD’er jeg købte til min spritnye DVD-afspiller, som jeg lige havde fået i konfirmationsgave det år. Jeg ved ikke om man kan slide en DVD op, men jeg gjorde godt nok et forsøg. Nævn en Johnny Depp film fra før år 2010, og jeg har næsten med garanti set den (jeg mangler et par stykker, blandt andre Freddy’s Dead: The Final Nightmare, som han vist bare har en cameo i).

Heldigt for mig, at Johnny Depp er en weirdo. Havde jeg nu kastet min kærlighed på Orlando Bloom i Pirates, så var jeg aldrig blevet sendt ud på den vanvittige rejse, som Johnny Depps filmkarriere er. Det vil sige, at jeg både oplevede ham i Jim Jarmuschs Dead Man og selvfølgelig en masse Tim Burton film, hvoraf Edward Scissorhands er en af mine favoritter. Men så var der også Terry Gilliams Fear and Loathing in Las Vegas, som jeg ikke tror, jeg syntes om, første gang jeg så den. Den er i bogstaveligste forstand vildt syret, og som 15-årig, der endnu ikke havde set ret mange film, så var den måske for stor en mundfuld. Men jeg var helt klart nysgerrig på at forstå filmen bedre. Så jeg så den igen og igen, og jeg købte bogen af samme navn af Hunter S. Thompson, som filmen var baseret på. Lige pludselig var der altså lidt mere i det, end bare at kigge på Johnny Depp. Det er en crazy og virkelig sjov bog, og min lille teenagehjerne var blown. Det var mit første møde med det der hedder new journalism eller Gonzo journalism, som er en genre, Hunter S. Thompson selv har opfundet. Bogen er altså en form for reportage fra en tur Thompson var på for at dække et motorcykelløb i Las Vegas i sin egenskab af journalist. Den store forskel i Thompsons stil fra normale reportager er, at han gør sig selv, eller hans alter ego Raoul Duke spillet af Depp, til hovedpersonen i fortællingen. Samtidigt er det jo en roman, så det er en fiktionaliseret udgave af virkelige begivenheder. Jeg kan huske, at jeg var helt chokeret over, at man måtte skrive sådan en bog, hvor man brød så mange regler. Det er nærmest som at sidde og se en film og reelt være i tvivl om, om det er en dokumentar eller en fiktionsfilm. Alting i bogen føltes vildt og tilfældigt men samtidigt er der ikke noget, der virker tilfældigt. Som om virkeligheden og fiktionen forstærker hinanden.

Ps. Et lille skud ud til alle de unge mennesker, der går i bøllehat og Hawaii-skjorter i disse tider, uden at vide, at det i mine øjne er Fear and Loathing-cosplay. You guys look good!

Det var ikke meningen, at det her skulle blive til en serie, men så udviklede denne post sig til et sandt beast og blev meget længere, end jeg havde regnet med (indsæt far-joke), så derfor må I høre om resten af mine yndlingsbøger en anden dag. Fortsættelse følger!

Billedet i toppen: Young Man and Skull (Jeune homme à la tête de mort) (ca. 1896–1898) by Paul Cézanne. Original from Original from Barnes Foundation. Digitally enhanced by rawpixel.

Jeg har efterhånden brugt Pinterest i mange år, og jeg har rundet de 5000 pins. Hver gang jeg åbner app’en bliver jeg mødt af et overflødighedshorn af lækre indtryk, og det er for mig en hyggelig pause fra sociale medier eller nyhedssider. At scrolle på Pinterest føles mere som at bladre i et lækkert magasin.

Hvis du ikke kender Pinterest, så er det en hjemmeside og en app, hvor du kan oprette dine egne opslagstavler eller ‘boards’, hvorpå du så kan gemme eller ‘pinne’ lige hvad du har lyst til. Det er altså en virkelig smart måde hvorpå du kan samle, hvad du finder på nettet. Du kan også følge andre på Pinterest og ‘pinne’ hvad de allerede har fundet. Det er faktisk sådan jeg mest bruger Pinterest, ved at følge brugere og emner, som jeg godt kan lide og ‘pinne’ det, som de finder. Men det er super nemt at gemme alt, hvad du finder på andre sider og der findes f.eks. et Pinterest plugin til Chrome-browseren, så du med et enkelt klik, kan gemme til Pinterest.

På den måde føles det som en kurateret Google-søgning, fordi andre mennesker allerede har valgt, at de synes godt om billederne. Det giver bedre chancer for at finde noget flot og inspirerende, ifølge min erfaring. Derfor bruger jeg tit Pinterest, når jeg sidder og skriver og skal have nogle visuelle indtryk. Lad os sige, at jeg skal skrive en scene, der foregår i et bibliotek. Så kunne jeg finde på, at søge på ‘library’ på Pinterest og på den måde få en masse flotte billeder fra biblioteker. Dem af billederne, jeg er særligt glad for, kunne jeg så gemme på det ‘board’, jeg havde oprettet til mit skriveprojekt.

Pinterest kan derfor bruges til at lave f.eks. mood boards og kan være virkelig brugbart i planlægnings- eller brainstorm-fasen, inden man går i gang med sit skriveprojekt. Jeg kan både anbefale at lave et ‘board’ til projektet som helhed, til de enkelte karakterer eller til bestemte steder i universet. Det er muligt at lave sine ‘boards’ hemmelige, så det kun er en selv, der kan se dem. Jeg bruger meget at lave ‘boards’ til forskellige emner, så som tøj, bøger og steder. På den måde har jeg min egen samling af en hel masse billeder, hvis jeg f.eks. mangler inspiration til hvordan et sted skal se ud eller hvad det overhovedet skal være for et sted. For mig er det meget mere overskueligt, end f.eks. at downloade billederne og gemme på min computer i en mappe.

Det er selvfølgelig forskelligt hvordan man får næring til sin skrivning, men for mig er visuelle indtryk det absolut bedste. Selv hvis jeg ikke søger efter noget bestemt, kan en lille tur ned gennem Pinterests forside, som foreslår mig indhold baseret på hvad jeg tidligere har ‘pinnet’ og dem jeg følger, give mig en masse ideer. Ikke bare til hvordan ting i min historie skal se ud, men lige så meget til stemninger og følelser. Der er mange ting i mine historier, der er direkte inspireret af noget, jeg har set på Pinterest. Lige fra en lille artefakt til de store linjer i historien.

Hvis man selv tegner, tager billeder, eller laver andre kreative ting, som at hækle, strikke, sy, you name it, så er Pinterest også et fantastisk sted at dele sine kreationer. For du kan med billedet, du lægger på Pinterest linke direkte til din hjemmeside eller webshop, og på den måde drive trafik dertil. Jeg har selv fundet flere ting på Pinterest, som jeg er endt med at købe på Etsy, så det er helt også et godt sted at sælge ting. Hvis du har en blog, er det også en rigtig god ide at lave et fængende billede på Pinterest, der linker til din nyeste blogpost.

Det er bare at pinne løs!

Du er selvfølgelig meget velkommen til at følge mig på Pinterest, min profil kan findes her:

Skriveblokade? Eller skrivetørke?

Det kender alle som skriver. Det gode ved at være forfatter er, at der ikke er nogen chef, der kigger en over skulderen, og derfor er der heller ikke nogen, der siger noget til, hvis du sætter dig til at spille World of Warcraft midt på dagen.

Nogle gange er det bedste, man kan gøre nemlig at lege sig ud af blokaden. En virksomhed som LEGO, der selvfølgelig sælger legetøj, gør meget ud af at sætte fokus på børns læring gennem leg, og virksomheder bruger det også bevidst som et værktøj til at højne produktivitet og medarbejdertilfredshed.

Det virker måske som udgangspunkt ulogisk at bruge leg strategisk. Er definitionen på at lege ikke netop, at der intet mål er? Jo. Derfor vil jeg her definere to forskellige former for leg, du kan bruge, når cursoren i Word-dokumentet står og blinker provokerende.

Reel leg: Frikvarter

Sig til dig selv, at du holder pause, og slet ikke behøver tænke på det store problem, du forsøger at knuse. Det kan du finde ud af senere. I sådan en situation kan jeg godt lide at sætte en film på, spille ukulele eller en runde af et af mine favorit spil The Binding of Isaac: Rebirth. Det gode ved det spil er, at man spiller en runde og så er det slut. Det er ikke noget, der nødvendigvis suger én ind i timevis, og så har du så rygende travlt mens du spiller, at du slet ikke kan tænke på andet.

Jeg har faktisk lavet et helt podcast-afsnit om at være casual gamer og bruge det til at slappe af og blive inspireret, og du kan lytte til det her:

Jeg foretrækker at se film, når jeg holder pause, frem for at se en serie af samme årsag: at det ikke tager flere timer. Det farlige ved at sætte en serie på på f.eks. Netflix mens man lige spiser frokost, er at næste afsnit starter automatisk. Du skal aktivt gøre noget for at stoppe det.

En anden ting, jeg har oplevet ved at se film midt på dagen, er at jeg er mindre kræsen og mere åben over for at tage en chance med en lidt skæv film. Det er også et ideelt tidspunkt at få luget ud i min “watchlist” som rummer alle de film, jeg gerne vil have set. F.eks. klassikere og andre must-sees. Både fordi alternativet er at arbejde, og fordi jeg ikke skal blive enig med min mand om, hvad vi skal se. Når jeg skal slappe af med ham om aftenen og spise popcorn, er det måske ikke lige tid til en gammel sort/hvid film, men som overspringshandling midt på dagen? You had me at ´overspringshandling´.

Et andet lille tip er, at man sagtens kan bruge sine hænder, mens man ser film. Jeg kan godt finde på at strikke eller tegne imens. Så føles det også en smule mere produktivt – selvom det er frikvarter.

Leg som et bevidst værktøj

Nu skal du være en smule mere udspekuleret. For nu tager du noget arbejdsrelateret og klæder det ud som leg. Så det er lidt snyd. For du arbejder ikke rigtigt og du leger heller ikke rigtigt, for du ved, at der er en bagtanke med legen.

Her vil jeg igen gerne bruge computerspil som eksempel, både fordi det virker for mig, og fordi jeg godt kunne tænke mig at inspirere dem, som måske ikke normalt gamer. Der er selvfølgelig et hav af spil, der kunne være relevant i forhold til i din skrivning. Det kunne f.eks. være Civilization, hvis du er ved at skrive noget historisk eller fantasy, hvor du mangler inspiration til world building eller kortlægning af universet.

Jeg vil dog gerne sætte særligt fokus på spillet, der er på mange måder er mere end et spil. Digitalt dukkehus, arkitektonisk software, livssimulation – fænomenet: The Sims. Jeg har spillet den spilserie i alle de 20 år, den har eksisteret, og før jeg begyndte at skrive historier, fortalte jeg dem i The Sims. Det står tydeligt for mig, at jeg som barn brugte lang tid på at udfylde mine simmeres biografier og følge familien gennem generationer. Selvom jeg ikke var bevidst om det, så var jeg ved at opfinde, mens jeg legede.

Det gode ved The Sims er, at du har kontrol over mange ting, men ikke over alting. Der kan ske uventede ting og ligefrem ulykker. Det minder mig på mange måder om at skrive en historie, hvor man selv har sat scenen og tror man har en plan, men så sker der uventede ting. Det kunne være, at din simmer kom til at starte en ildebrand eller at de bliver ramt af lynet. Måske det inspirerer dig til at få noget helt uventet til at ske i din historie? Du kan for eksempel lave karakterene fra din historie i The Sims, og se hvordan de interagerer med hinanden i spillet. Et uventet venskab eller romance kan måske opstå?

En ting er plot-inspiration, men The Sims kan også være et brugbart redskab, når du skal opbygge de fysiske rammer for din historie. Du kan for eksempel bygge din hovedpersons hus i The Sims, og på den måde holde styr på hvor de enkelte rum er i forhold til hinanden – hvis det altså er vigtigt for din historie. Så har du mulighed for at se hvordan lyset falder i rummene og måske tjekke om noget af det, du allerede har skrevet, giver mening. I mange historier er der dog ikke behov for en detaljeret beskrivelse af omgivelserne, så brug det kun, hvor det giver mening!

I The Sims 4 er der desuden mulighed for at uploade dine simmere eller dine bygningsværker til det såkaldte “gallery”, hvor andre så kan downloade det, og selv spille med dine simmere eller bygninger. Det er hyggeligt!

Hvilke historier vil du bygge, øh, jeg mener skrive?

Billedet i toppen: Edison’s greatest marvel–The Vitascope. , ca. 1896. New York: Metropolitan Print Company. Photograph. https://www.loc.gov/item/2003689462/.