Blog

Inspireret af andre forfattere, der også har blogget om deres vej til udgivelse, f.eks. dygtige Julie Midtgaard, vil jeg i fem dele fortælle min egen historie. Det vil jeg gøre, fordi jeg selv læser den slags med stor interesse, og fordi jeg håber, at håbefulde forfatterspirer måske kan få noget ud af at læse med.

Det kan måske virke banalt for dem, der ikke har mine selvtillidsproblemer – in that case: good for you! – men jeg understreger det lige til os andre: første skridt mod at blive forfatter, er at dele dine tekster med andre. Uanset hvor åbenlyst det måtte lyde, var dette første skridt på rejsen mod debuten ikke desto mindre, det absolut sværeste for mig.

Det tror jeg, at der var flere årsager til og nogle af dem påvirkede også min skriveprocess.

En rigtig forfatter

For det første havde jeg helt sikkert en fordrejet ide om hvad en forfatter overhovedet var, og hvordan man var en. Jeg så for mig, at Stephen King sad på sin trone og skrev værker mejslet i sten, hvor det hele sad i skabet i første hug. Jeg forestillede mig også, at han og andre heroiske forfattere, hele tiden var inspirerede og hele tiden syntes, det var sjovt at skrive. Alle ved, at man skal træne hårdt for at blive professionel fodboldspiller, men forfatter, det er da bare noget man enten er eller ikke er, ikke? Så det skal jeg da love for ikke var særligt givende for mig, når jeg satte mig ned for at skrive. For jeg kunne jo ikke skjule noget for mig selv. Jeg kunne ikke få lov at varme op eller være lidt ideløs uden at jeg tænkte, at så var det nok ikke meningen, at jeg skulle være forfatter. Jeg lagde slet ikke mærke til, at det at skrive var noget, jeg tænkte på hver dag hele tiden, og at det i virkeligheden var den eneste grund jeg behøvede for at tro, at jeg nok skulle prøve det der forfatter-noget. I stedet for at udvikle den forfatter jeg måske kunne blive, så tænkte jeg på hvilke andre forfattere jeg gerne ville være, uden at vide noget om hvordan de rent faktisk arbejdede.

Det man ikke kan

Det er desuden min oplevelse, at “forfatter” for mange af os eksisterer på den samme uopnåelige ønskeø beboet af blandt andre “skuespiller”, “sanger”, “astronaut”, “Youtuber” og “fodboldspiller”. Alle de ting vi lærer som barn, at vi ikke bare kan. Vi skal have en anden plan, noget opnåeligt. De andre ting er drømme. Det kan gøre det svært at se vejen til drømmen, til det man ikke kan. Jeg kan huske, at jeg som teenager har siddet og skrevet og virkelig manglet konkrete redskaber. En træner, en mentor, eller bare en sparringspartner, der var forfatterspire, ligesom mig. Men det er svært at få, når man har så meget ærefrygt omkring skrivekunsten, at man ikke tør dele sin tekst med andre. Ikke tør sige: “Jeg går efter drømmen!”

Kender du følelsen? Her er en lille motivationsvideo fra Casey Neistat:

Min rejse mod at blive udgivet startede derfor med, at jeg begyndte at fortælle folk, at “ja, jeg skriver,” og “ja, jeg arbejder på at blive udgivet”. Det ændrede faktisk alting. Mest af alt inde i mig. Folk grinede ikke, og de forsøgte heller ikke at tage modet fra mig. Alt det, der havde holdt mig tilbage var ikke andres ideer om, hvad jeg kunne eller ikke kunne. Det var mine egne ideer.

Et rigtigt arbejde

Da det gik op for mig, at forfatter var noget man knoklede sig frem til at blive, virkede det ikke længere som en drøm, men mere som en kæmpe udfordring. Og en udfordring er noget, man kan arbejde med. Gå i kødet på.

Det havde en masse positive virkninger på min skrivning, for pludselig var det i orden at træne, i orden at øve sig og eksperimentere.

Den allerbedste bivirkning, der kom af at jeg ændrede min attitude var dog, at jeg fik et netværk af ligesindede, som jeg kunne dele rejsen med. Det skete især, da jeg startede på Den Jyske Forfatterskole. Mere om det i del II.

Vil du gerne følge med i tilblivelsen af min næste bog? Så er det bedste du kan gøre, at melde dig til mit nyhedsbrev, der kommer hver fuldmåne. Det kan du gøre her. Så modtager du eksklusive behind-the-scenes, skrive-inspiration og en tegning fra mig – hver måne(d)!

Vejen til debuten, del II: Forfatterskole, kan du læse her på bloggen den 6. juli.

Et dejligt minde jeg har fra at gå i folkeskole, var at lave rapporter. Jeg husker, at jeg og en håndfuld andre piger gik meget op i at få afleveret nogle flotte ting. Lave den rigtige overskrift, sætte billeder ind, gøre det flot. Det var lidt i overgangsperioden mellem papir og computer, så jeg husker det som om, at det nogle gange var håndskrevet og andre gange med flotte Wordart-overskrifter. Tilfredsstillelsen var stor, når det hele var færdigt og man kunne fylde det i plastiklommer og sætte det i en tilbudsmappe. Den lille, hvide strimmel, der sad i mappens forside, skulle selvfølgelig også dekoreres med rapportens titel. Min rapport om opdagelsesrejsende David Livingstone, står for mig som et mesterværk, jeg nok aldrig kan overgå. At jeg nu skal til at lave et nyhedsbrev og blog føles lidt som en rejse tilbage til den tid. Jeg skal finde de rigtige overskrifter og billeder og sætte det flot op. Og så skal det afleveres.

Nyhedsbrevet hedder Fuldmåne

Nu har jeg så skrevet, klippet og klistret og jeg er klar til at præsentere jer for nyhedsbrevet Fuldmåne. Hvorfor hedder det det? Fordi det kommer en gang om måneden, ligesom fuldmånen gør, selvfølgelig. Og fordi jeg ærligt talt synes, at “Mette Høppner Jakobsens nyhedsbrev” ville være et gennemført kedeligt navn. Min næste bog skal heller ikke hedde “Mette Høppner Jakobsens nye bog”.

Det betyder, at du fremover vil kunne kigge på nattehimlen og se, om det snart er tid til nyhedsbrev fra mig. Hvis du i forvejen har en månekalender hængende på køleskabet, så har du allerede en god ide om hvornår, der kommer nyhedsbrev i din indbakke. Hvis du ligger og ikke kan sove om natten, kan det også være, det er fordi, det er tid til nyhedsbrev.

Hvad får du så i nyhedsbrevet?

Hver fuldmåne får du blandt andet:

• En PDF med en læseprøve, guide eller inspiration.
• Eksklusivt indhold, som f.eks. behind the scenes fra tilblivelsen af min næste bog.
• En original tegning fra min hånd.

Derudover vil der af og til være konkurrencer for nyhedsbrevsmodtagerne med mulighed for at vinde f.eks. bøger eller testlæsning af dit manuskript.

Nyhedsbrevet kommer første gang den 5. juni og her vil du blandt andet modtage en læseprøve, der indeholder første kapitel af min ungdomsroman Hvad jeg ved om Vinter. Du finder også ud af hvad arbejdstitlen er på min næste bog og hvor langt, jeg er med den.

Og jeg kan altså sagtens forstå hvis du tænker: “åh, endnu et nyhedsbrev, men jeg får så mange i forvejen, og jeg læser dem ikke, og jeg har forresten 4000 ulæste mails.” I forhold til det første, så tror jeg tit, at jeg har det på samme måde. Når jeg besøger en hjemmeside eller blog, og det bliver ved med at poppe op i hovedet på mig med “tilmeld dig vores nyhedsbrev”, så synes jeg det er lidt irriterende, og jeg tilmelder mig sjældent. Desuden var det også sådan førhen, at de nyhedsbreve, jeg var tilmeldt, dem åbnede jeg ikke. Men for efterhånden nogle år siden fik jeg ryddet op i det og frameldt mig alle dem, jeg ikke læste, sådan at jeg nu kun abonnerer på en håndfuld, som jeg rent faktisk læser og glæder mig til. Derfor er jeg selv blevet lidt fan af nyhedsbreve og vil gerne tilbyde et selv. Jeg har på ingen måde lyst til at være fyld i din indbakke, og jeg vil derfor gøre mit yderste for, at nyhedsbrevet skal være sjovt og inspirerende at læse. Hvis du oplever, at du ikke får det åbnet eller læst, så er det jo bare at klikke på linket nederst i nyhedsbrevet og afmelde sig.

Hvis du har lyst, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Fuldmåne her.

Hvis du ikke har, så er det selvfølgelig helt i orden. Så skal du være velkommen til at fortsætte med at læse med her på bloggen, og så skal jeg nok sørge for at gøre dig opmærksom på alt det, du går glip af i nyhedsbrevet.

På det seneste er jeg blevet ret bidt af at se stumfilm. Selvom jeg i mange år har været meget glad for at se film, også ret gamle film, havde jeg aldrig troet det skulle ske. Stumfilm har altid virket som meget ukendt og utilgængeligt territorie for mig. Jeg troede ærligt talt, at det var nogle kedelige, støvede film, som kun var fede for 100 år siden, før der fandtes Netflix. Men nu er stumfilmsstjernen Buster Keaton simpelthen trådt ind i mit hjerte med helt lydløse træsko på.

Buster var både skuespiller, instruktør, producer, manuskriptforfatter og stuntmand på sine film. Han knoklede den sort/hvide bagdel ud af bukserne og satte sit liv på spil i mange stunts, for at lave alle de film, vi nu i dag kan nyde. For det første er hans film sjove og spændende, men de er først og fremmest vildt godt og effektivt fortalt. Fordi han ikke har dialog og lydeffekter til rådighed, er han jo nødt til at fortælle sine historie rent visuelt. På den måde er stumfilm nærmest den ultimative show-don´t-tell-challenge. Publikum skal kunne regne ud hvad der foregår på lærredet stort set alene ved hjælp af de levende billeder. Godt nok bruger mange af stumfilmene også tekstkort, der af og til popper op og tilføjer lidt tekst som hjælp til at forstå handlingen, men Buster Keaton prøvede altid at begrænse hvor meget han brugte de kort.

Jeg har også ævlet lidt om stumfilm og en masse om Buster, med min faste film-makker Mary i vores podcast Vin & Venner, og hvis du har lyst, kan du lytte med her:

Hvad kan man så bruge stumfilm til, hvis man selv skriver? Forestil dig, at du skal fortælle din læser, at to karakterer er bedste venner. Du kan skrive “Anna og Lotte var bedste venner.” Eller du kan skrive en scene, hvor Anna og Lottes handlinger gør det umuligt for læseren at overse, at de to er bedste venner. Overført til filmens verden, svarer det første til, at der er en voice-over, der fortæller “Anna og Lotte var bedste venner” og det sidste til, at filmen blot viser os det. Jeg kan godt lide at tænke på det sådan, når jeg skriver. At det skal kunne filmatiseres uden voice-over eller uden de tekstkort, de brugte på Busters tid. Det sjove er, at når man filmatiserer bøger bruger man ofte voice-over i filmen, nok fordi man ikke ved hvordan man ellers skal kommunikere hovedpersonens indre dialoger. Det er der ikke noget galt i, men det viser clashet i mellem de to fortælleformer, film og litteratur. Derfor kan det være rigtig sjovt at lade sig inspirere af film.

Show-don’t-tell er noget af det, jeg virkelig arbejder med i forhold til min næste bog. Min første bog Hvad jeg ved om Vinter er skrevet fra gymnasiefyren Max’s synsvinkel og er ikke hans dagbog, men tæt på. Han er fortælleren af historien og vi får kun begivenhederne fra hans synsvinkel. Det gør, at jeg ofte har brugt tell-don’t-show i den bog som et helt bevidst virkemiddel. I stedet for at vise hvad der skete, lader jeg Max fortælle, hvad han mener, der skete. Og Max er ikke altid den mest pålidelige fortæller, skal det lige siges! Min ide med at skrive på den måde var blandt andet, at Max’s personlighed skulle komme frem i den måde han fortæller på. I de første udkast til historien var der ingen dialoger, men kun Max’s genfortællinger af dialogerne. I samarbejde med forlaget og redaktørerne fik vi dog løsnet lidt op for formen og tilføjet scener, hvor Max træder mere i baggrunden og lader begivenhederne gå deres gang, sådan at de andre karakterer kunne få mere plads. Det er jeg rigtig glad for, at vi gjorde. Omkring en fjerdedel af bogen er skrevet efter redigeringen startede, og det er mange af de dele, jeg er gladest for i bogen. Der lader jeg nemlig læseren få et lille pusterum fra Max’s kommentarer og lader dem selv finde ud af, hvad det er, der sker. Det vil jeg bygge videre på i næste bog – mere om det senere!

Indtil da, kan du jo prøve at tænke, næste gang du skriver og skal finde ud af hvordan du skal gribe en scene an: Hvad ville Buster gøre?

Ps. Hvis du har 24 minutter til rådighed og gerne vil have dit liv ændret, så anbefaler jeg varmt kortfilmen “One Week” med Buster Keaton:

I 2014 gik jeg på tegneskole i Viborg, fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg måske skulle arbejde med at tegne på et mere professionelt niveau, og jeg tænkte, at et halvt år med intens tegning var en god måde at finde ud af det på.

Det var det også.

Det endte med at være et vildt hårdt halvt år af flere forskellige årsager, men mest af alt fordi jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke var det rigtige miljø for mig.

Først i tiden bagefter har jeg fundet ud af hvor værdifuldt det halve år var for mig, på tre forskellige måder.

Den forkerte hylde

Selvom det først føltes som en fiasko at gå der, fordi jeg, til forskel fra næsten alle de andre, ikke skulle fortsætte mit liv med at lave animationsfilm eller tegneserier, var det utroligt vigtigt for mig at udforske det. Alle de penge, samt sved og tårer, var alligevel godt givet ud, for det er en lettelse at finde ud af, hvad man ikke skal. Ens forkerte hylde. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg nok altid havde spekuleret på, om det var en vej, jeg skulle have gået. Nu ved jeg helt sikkert, at tegning for mig først og fremmest er en hobby.

Kunstnerisk udvikling

Jeg lærte selvfølgelig en masse om at tegne. Meget mere end jeg følte, da jeg gik der, fordi jeg på det tidspunkt havde fået min selvtillid helt knækket. Det var tydeligt for mig, at jeg var en af de mindst talentfulde på holdet. Jeg syntes alt hvad jeg tegnede i den tid, var grimt sammenlignet med hvad de andre tegnede. Vores afsluttende udstilling, hvor vi skulle vise frem, hvad vi havde lavet i det halve år, står som et mindre traume for mig. Jeg husker, at andre elever fik lov at have ti tegninger med i udstillingen, og jeg kunne få lov at have en. Det gjorde det svært for mig at føle, at jeg passede ind. Det var en af de dage, hvor jeg græd ude på toilettet og følte, at jeg var med i tegneversionen af X-factor frem for på en rejse, der handlede om at udvikle mit lille talent, der hvor det var. Det skal siges, at jeg gik sammen med nogle utroligt dygtige mennesker, som med rette i dag er meget succesfulde og laver animationsfilm og graphic novels på internationalt plan, så jeg tror ikke det er unaturligt, at jeg følte, at mine tegninger pludselig lignede lort. Det skal også siges, at det tegnekursus var et forberedende kursus til dem, der gerne ville søge ind på animationsskolen i Viborg, en skole, hvor der naturligvis ikke var plads til os alle. Det er klart, at det føltes som Blackmans bootcamp nogle gange.

Nå, men alle de her følelser af at være elendig blændede mig på det tidspunkt for alt det jeg rent faktisk lærte om at tegne. Og jeg lærte en masse. Det kan ikke undgås, når man tegner i timevis hver dag og bliver presset og inspireret. Hver gang jeg tegner nu, så bærer jeg noget med mig fra min tid i Viborg. Både teoretisk, i mine bevægelser, eller i ubevidste ting, som jeg først lægger mærke til, når jeg sammenligner tegninger fra før og efter Viborg.

At modtage kritik

Det vigtigste jeg lærte på tegneskolen, kan dog opsummeres i et citat fra underviseren Maria:

Du er ikke din tegning.

Det er så enkelt og så vigtigt. Jeg tror især det er vigtigt, når man modtager feedback på noget kunstnerisk, at huske, at man ikke er sin kunst eller sit produkt. Hvis det er dårligt, er det ikke fordi jeg er dårlig. Det er produktet, der modtager kritik, og ikke dig. Det citat bruger jeg tit som en lille reminder og det har været brugbart i så mange sammenhænge, især da jeg efter tegneskolen begyndte at dele mine skriverier med andre.

Du er ikke dit produkt.

Billedet i toppen:
Madame Monet Embroidering (1875) by Claude Monet. Original from the Barnes Foundation. Digitally enhanced by rawpixel.

Velkommen til! Jeg er utroligt glad for, at du er havnet i mit lille hjørne af verden.

Hvem er jeg?

Jeg hedder Mette Høppner Jakobsen, og jeg debuterede i april i år med ungdomsromanen Hvad jeg ved om Vinter på Byens Forlag. Jeg har læst en bachelor i engelsk og filosofi på Aarhus Universitet, og jeg har gået et halvt år på Gladiators Jyske Forfatterskole. Jeg bor lidt uden for Vejle i et rækkehus med min mand Mark. Når jeg ikke sidder ved tasterne, kan jeg godt lide at læse, se en masse Youtube, få en drink med gode venner, spille computerspil eller brætspil og optage podcast. Det er mit mål at leve af at være forfatter, og her på bloggen kan du følge med i rejsen mod det mål.

Hvad kan du opleve her?

• Du kan følge med i hvad der er nyt omkring min bog, samt i tilblivelsen af den næste.
• Du kan få indblik i livet som forfatter.
• Du kan få gode råd til din egen skrivning eller udgivelse.
• Du kan få inspiration, hvis du er selvstændig eller ønsker at leve af din passion.
• Du kan måske blive underholdt, hvis du har lige så god humor som mig.

Hvorfor har jeg startet denne blog?

Fordi jeg gerne vil have mit helt eget sted. Jeg kommunikerer allerede med læsere og andre interesserede på især Instagram og Facebook, og det er stadig et godt sted at følge mig.

---

Men der er det Mark Zuckerberg, der laver reglerne (for Facebook ejer jo også Instagram). Her på bloggen laver jeg reglerne. Ikke fordi der skal gå Daenerys Targaryen i den, men det giver mig mulighed for at lave lige præcis de ting, jeg godt kunne tænke mig. Konkurrencer, nyhedsbreve, events, 10 timer lange livestreams hvor jeg bygger LEGO, brænde byer af, hvad ved jeg.

Det bliver her jeg vil dele alle lækkerierne, som der ikke rigtigt er plads til på hverken Instagram eller Facebook. Fremover vil der være nyt på bloggen hver mandag.

Ikke nok med det, så vil jeg også lave et nyhedsbrev, som kommer en gang om måneden. Det bliver for de virkeligt seje, som ønsker eksklusivt indhold, som kun findes der. Første nyhedsbrev vil komme i juni, men du kan tilmelde dig allerede nu:

Billedet i toppen:

Le Ballon by Imprimeur E. Pichot. Original from Library of Congress. Digitally enhanced by rawpixel.

Fisken: Karin Lindberg