På det seneste er jeg blevet ret bidt af at se stumfilm. Selvom jeg i mange år har været meget glad for at se film, også ret gamle film, havde jeg aldrig troet det skulle ske. Stumfilm har altid virket som meget ukendt og utilgængeligt territorie for mig. Jeg troede ærligt talt, at det var nogle kedelige, støvede film, som kun var fede for 100 år siden, før der fandtes Netflix. Men nu er stumfilmsstjernen Buster Keaton simpelthen trådt ind i mit hjerte med helt lydløse træsko på.
Buster var både skuespiller, instruktør, producer, manuskriptforfatter og stuntmand på sine film. Han knoklede den sort/hvide bagdel ud af bukserne og satte sit liv på spil i mange stunts, for at lave alle de film, vi nu i dag kan nyde. For det første er hans film sjove og spændende, men de er først og fremmest vildt godt og effektivt fortalt. Fordi han ikke har dialog og lydeffekter til rådighed, er han jo nødt til at fortælle sine historie rent visuelt. På den måde er stumfilm nærmest den ultimative show-don´t-tell-challenge. Publikum skal kunne regne ud hvad der foregår på lærredet stort set alene ved hjælp af de levende billeder. Godt nok bruger mange af stumfilmene også tekstkort, der af og til popper op og tilføjer lidt tekst som hjælp til at forstå handlingen, men Buster Keaton prøvede altid at begrænse hvor meget han brugte de kort.
Jeg har også ævlet lidt om stumfilm og en masse om Buster, med min faste film-makker Mary i vores podcast Vin & Venner, og hvis du har lyst, kan du lytte med her:
Hvad kan man så bruge stumfilm til, hvis man selv skriver? Forestil dig, at du skal fortælle din læser, at to karakterer er bedste venner. Du kan skrive “Anna og Lotte var bedste venner.” Eller du kan skrive en scene, hvor Anna og Lottes handlinger gør det umuligt for læseren at overse, at de to er bedste venner. Overført til filmens verden, svarer det første til, at der er en voice-over, der fortæller “Anna og Lotte var bedste venner” og det sidste til, at filmen blot viser os det. Jeg kan godt lide at tænke på det sådan, når jeg skriver. At det skal kunne filmatiseres uden voice-over eller uden de tekstkort, de brugte på Busters tid. Det sjove er, at når man filmatiserer bøger bruger man ofte voice-over i filmen, nok fordi man ikke ved hvordan man ellers skal kommunikere hovedpersonens indre dialoger. Det er der ikke noget galt i, men det viser clashet i mellem de to fortælleformer, film og litteratur. Derfor kan det være rigtig sjovt at lade sig inspirere af film.
Show-don’t-tell er noget af det, jeg virkelig arbejder med i forhold til min næste bog. Min første bog Hvad jeg ved om Vinter er skrevet fra gymnasiefyren Max’s synsvinkel og er ikke hans dagbog, men tæt på. Han er fortælleren af historien og vi får kun begivenhederne fra hans synsvinkel. Det gør, at jeg ofte har brugt tell-don’t-show i den bog som et helt bevidst virkemiddel. I stedet for at vise hvad der skete, lader jeg Max fortælle, hvad han mener, der skete. Og Max er ikke altid den mest pålidelige fortæller, skal det lige siges! Min ide med at skrive på den måde var blandt andet, at Max’s personlighed skulle komme frem i den måde han fortæller på. I de første udkast til historien var der ingen dialoger, men kun Max’s genfortællinger af dialogerne. I samarbejde med forlaget og redaktørerne fik vi dog løsnet lidt op for formen og tilføjet scener, hvor Max træder mere i baggrunden og lader begivenhederne gå deres gang, sådan at de andre karakterer kunne få mere plads. Det er jeg rigtig glad for, at vi gjorde. Omkring en fjerdedel af bogen er skrevet efter redigeringen startede, og det er mange af de dele, jeg er gladest for i bogen. Der lader jeg nemlig læseren få et lille pusterum fra Max’s kommentarer og lader dem selv finde ud af, hvad det er, der sker. Det vil jeg bygge videre på i næste bog – mere om det senere!
Indtil da, kan du jo prøve at tænke, næste gang du skriver og skal finde ud af hvordan du skal gribe en scene an: Hvad ville Buster gøre?
Ps. Hvis du har 24 minutter til rådighed og gerne vil have dit liv ændret, så anbefaler jeg varmt kortfilmen “One Week” med Buster Keaton:
Mette Høppner Jakobsen 
One thought on “Hvad ville Buster gøre?”